To af sidste års største vinderaktier Ørsted og Vestas er kommet i modvind på det danske aktiemarked. Den seneste måned har de grønne sværvægtere fået kursklø med henholdsvis 25 pct. og 21 pct., efter at have sat nye kursrekorder i starten af året, og er dermed de hidtil værste C25-investeringer i år.
En cocktail af skyhøje værdiansættelser, lunkne regnskaber og missede udbud har udløst udsalget, vurderer Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, som selv har solgt ud:
“Aktierne har sprængt samtlige værdiansættelsesmodeller inklusiv min egen. Når noget er prissat til perfektion og mere til, så skal der ikke meget til før det tipper, og investorerne får travlt ved udgangen.”
Ørsted og Vestas præsterede sidste år formidable afkast på henholdsvis 83 og 116 pct., og i slutningen af året fandt kursridtet et ekstra gear med udsigten til Joe Biden som amerikansk præsident og bedre vilkår for de grønne danske selskaber i USA. Men en kurs på 1560 kr. pr. aktie, som Vestas-aktien blev handlet til i starten af året, kunne ikke regnes hjem længere, forklarer Lars Hytting.
“Jo dyrere aktien er priset, des mere skal selskabet leve op til for at retfærdiggøre prisfastsættelsen. Begge regnskaber var en blandet omgang, og hvis der så samtidig kommer negative nyheder som Ørsteds missede udbud i mandags, går det pludselig stærkt,” siger han og pointerer, at han overordnet set stadig ser positivt på begge aktier på lang sigt, men har solgt fra, så Vestas er gået fra at være overvægtet til en smule undervægtet i porteføljen, mens Ørsted er gået fra overvægt til en lille overvægt.
Ifølge Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen var Vestas’ regnskab onsdag svagere end forventet på samtlige parametre, og markedet kvitterede med et kursdyk på 3,9 pct.
Ørsted løftede sidste uge sløret for første regnskab under den nye topchef Mads Nippers ledelse, og her har markedet ifølge Lars Hytting særligt hæftet sig ved de skuffende indtjeningsforventninger for 2021.
kr. kostede en Vestas-aktie, da kursen satte rekord 7. januar i år
Investor og adm. direktør i HC Andersen Capital, Tue Østergaard, har tidligere talt særdeles varmt om Ørsted og Vestas, som begge er at finde i hans portefølje. Den seneste tids kursfald rokker ikke på hans tro på, at aktierne over tid fortsat vil præstere bedre end markedet.
“De er faldet et nøk tilbage efter en ekstrem stor optur, og der har måske manglet noget brændstof til at bære yderligere stigninger. Men hele markedet har været i tvivl om det skulle op eller ned, og så tager nogle af dem, der er løbet allerstærkest, altså en pause,” siger han.
Begge aktier befinder sig i investorens optik i en sektor, der er meget attraktiv på lang sigt, hvilket blandt andet kommer til udtryk i det store inflow i passive fonde, hvor Ørsted- og Vestas-aktierne fylder meget.
“Det har aldrig været de underliggende indtjeningsforventninger, der har drevet min begejstring for aktierne. Det er i stedet, at begge selskaber er de mest attraktive, i en branche der har så stærk en trend, som bæredygtige investeringer nu engang har,” siger han.
Hos aktiefonden MW Compounders er Vestas-aktien ikke en del af porteføljen, men på den såkaldte overvågningsliste. Trods kursfaldet er aktien stadigvæk for dyr, mener porteføljemanager Dan Wejse.
“Vi kan godt lide den udvikling, Vestas er i gang med, både at de har en flot omsætningsvækst og et godt afkast på den investerede kapital. Vi synes også, at det opkøb, de har lavet på offshore (Vestas’ køb af Mitsubishis andel i MHI Vestas i efteråret,red.), er rigtig godt. For os er aktien stadig til den dyre side, selvom den nu er kommet lidt ned, men man skal også huske, hvilket run den har haft det seneste år,” siger han.
