ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Stor succes for nye noteringer på First North giver investorer bagslag: Det kan være spild af tid at hoppe med på vognen, siger eksperter

Håndteringen af de

små børsnoteringer med for små udbud kan bremse aktiekulturen, vurderer bl.a. Dansk Aktionærforening

Michael Stadi, adm. direktør i FOM Technologies, skal rejse 16 mio. kr. ved børsnotering. Foto: Jonas Pryner Andersen
Michael Stadi, adm. direktør i FOM Technologies, skal rejse 16 mio. kr. ved børsnotering. Foto: Jonas Pryner Andersen

Spild af tid og ærgerlig udvikling, lyder det fra Kapital Partner, Dansk Aktionærforening og Aktieinfo om små, danske børsnoteringer, hvor risikoen for massiv overtegning er høj. Ærgrelsen handler om, at adskillige investorer risikerer enten at ende med nul aktier på hånden eller få fat i så få, at investeringen er tæt på ligegyldig.

Når man udbyder så mikroskopiske, små beløb, er der stor sandsynlighed for overtegning

Jesper Ilsøe, partner, Kapital Partner

“Når man udbyder så mikroskopiske, små beløb, er der stor sandsynlighed for overtegning,” siger Jesper Ilsøe, aktieanalytiker og partner i Kapital Partner, der bl.a. er finansiel rådgiver for børskandidater.

Investor
FOM Technologies lader sig børsnotere for at erobre markedet – omsætningen skal stige med 400 pct på fire år

Ifølge ham er børsnoteringen af den digitale signaturtjeneste Penneo et godt eksempel på problematikken. Penneo lod aktier for 36 mio. kr. fortegne af inviterede investorer, som efterspurgte fire gange så mange som de kunne få. Efterfølgende blev der åbnet op for den offentlige tegning for 14 mio. kr. Det endte med en overtegning på 19 gange for det beløb, der var tilgængeligt til de private. Investorer, der ønskede aktier for mindre end 37.051 kr., fik nul aktier, mens investorer, der ønskede aktier for 37.051 og 250.000 kr., fik for 4000 kr. Tirsdag børsnoteredes Penneo og sluttede dagen med en stigning på 114 pct.

145​

pct. steg Penneo med i de første minutter fra sin børsdebut

“Det kan være nonsens at foretage en fortegning, hvis man kun skal hente 50 mio. kr. Men vi har selv gjort det for nogle år siden, hvor der var børstørke, og fordi man kiggede mod Sverige,” siger Jesper Ilsøe og forklarer, at det danske og det svenske børsmarked ikke kan sammenlignes, da der i Sverige ofte kan være to noteringer på en uge, og derfor kan man have brug for såkaldte “cornerstone-investorer” som større investorer og ledende medarbejdere.

Investor
Ny dansk børsnotering: Vil banke omsætningen op fra 9 til 75 mio kr på fem år
13Thomas Lethenborg_NITL1005911.jpg

“Konsekvensen er, at der reelt kommer meget få aktier i omløb – den mindste interesse kan få kursen til at stryge op som en raket, og den kan falde som en sten, hvis holdningen ændrer sig.”

I Dansk Aktionærforening er direktør Mikael Bak enig i den uheldige udvikling.

“Det er problematisk, hvis de private investorer bruger tid på at forstå selskabet og investeringen uden at have en chance for at komme med. Der bør også være plads til dem, der har 10.000 kr., hvis vi skal have aktiekulturen til at blomstre,” siger Mikael Bak, der ikke har lyst til at tage begejstringen ud af børsfesten.

Volatile aktier

Hele fem danske selskaber lader sig i løbet af juni børsnotere på danske Nasdaq First North, og de skal hente mellem 16 og 50 mio. kr., hvilket også er i den lave ende, lyder det fra John Stihøj, direktør i analysehuset Aktieinfo.

Investor
Store investorer flokkes om ny børsbaby før aktietegningen
penneo_stevenachiam_FV26407.jpg

“Mit mantra er, at man skal vide, hvad man investerer i, og de her selskaber skal hente meget små beløb, og det kan få nogle til ikke at gide at sætte sig ind i det,” siger John Stihøj, der deler Jesper Ilsøes pointe om, at det bliver meget volatile aktier:

“Jeg frygter lidt, at mange blot går med i aktietegningen, fordi meget tyder på, at der kommer en overtegning, så kan kursen hurtigt komme op, men en gevinst af 4000 kr. er jo ikke noget værd.”

Hos danske FOM Technologies, der producerer avancerede maskiner til udvikling af materialer, går man på First North med en fortegning på 40 pct. af 16 mio. kr., hvilket efterlader 9,6 mio. kr. til markedet.

“Jeg var netop kommet hjem fra et investormøde, da Danmark lukkede ned,” siger Michael Stadi, adm. direktør i FOM Technologies.

“Bliver verden normal igen, tænkte mange, og mange mente, at vi skulle droppe eller udskyde børsnoteringen,” siger Michael Stadi, der valgte at køre videre.

“Vi fortegnede for 40 pct., da det så mørkest ud. Desuden mener jeg, at beder man offentligheden om deres sparepenge, vil det være et godt signal, at ejerkredsen og andre investorer også lægger hænderne på kogepladen.”

Den danske First North var i mange år tørlagt for nye noteringer, men de sidste to-tre år er der for alvor kommet gang i børsnoteringerne. Børstørken er blevet til en børsfest, og Carsten Borring, noteringschef på Nasdaq First North, kalder problematikken for ”catch 22”.

”Det er altid en afvejning af, hvor mange private investorer og hvor mange ankerinvestorer, man skal have med. Det betyder meget at få ankerinvestorer med, hvis markedet er volatilt, som det var i begyndelsen af coronakrisen, for de kan verificere kursen, og jo bedre ankerinvestorer, jo flere private investorer,” siger Carsten Borring.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu