Hvor meget skal investorer lytte til og rette deres investeringsbeslutninger efter aktieanalytikernes anbefalinger som “køb”, “sælg” og “hold” samt til deres kursmål for en aktie? Ikke meget, mener både Jens Løgstrup, aktiestrateg i PP Capital, og Per Juul, indehaver af Juul Value Invest.
“Der er en tendens til, at anbefalingerne – næsten uden undtagelse – overvejende ligger på “køb”. Det er en lille smule skuffende; det burde være en tredjedel “køb”, en tredjedel “hold” og en tredjedel “sælg”,” siger Jens Løgstrup.
Ifølge Børsens beregninger ud fra de nuværende kursanbefalinger på de danske C25-aktier er der da også en tydelig overvægt af købsanbefalinger. Der er knap dobbelt så mange købs- som salgsanbefalinger, idet 43,5 pct. er “køb”, 32,6 pct. er “hold” og 23,9 pct. er “sælg”.
“Onde tunger vil sige, at analytikerne, der er ansat i banker, gerne skal sørge for, at der bliver genereret aktiehandel – at kunderne får købelyst,” siger Jens Løgstrup, der dog benytter sig af analytikernes analyser.
“Analytikerne gør ofte et stort arbejde og belyser hele tiden nye vinkler, så jeg er meget glad for at læse deres analyser, når jeg går ind i en aktie,” siger Jens Løgstrup, der slet ikke bruger kursmålene til noget.
“Vi har et indtryk af, at nogle private investorer tror, at vi sidder med sandheden
Jacob Pedersen, aktieanalysechef, Sydbank
“Markedet lytter ikke til dem, for hvis investorerne var enige, ville kurserne ligge højere.”
Per Juul karakteriserer sig som value-investor, hvor en aktieinvestering foretages på baggrund af forholdet mellem den reelle værdi i selskabet og prisen i markedet. Er aktien undervurderet, hugger han til.
“Man bør efter min mening ikke se analytikernes kursmål som bud på en akties værdi, men hvor hot de mener aktien vil være i fremtiden,” siger Per Juul og minder om, at den afdøde, britiske investor John Templeton har sagt, at 90 pct. af alle investorer er trend- og outlook-styret, mens kun 10 pct. er styret af pris og værdi.
I Sydbank har man valgt at droppe kursmålene, oplyser Jacob Pedersen, aktieanalysechef.
“Vi har et indtryk af, at nogle private investorer tror, at vi sidder med sandheden, men forudsætningerne for et kursmål kan skride fra den ene dag til den anden.”
Hvorfor har analytikerne altid overvægt af købsanbefalinger?
“Hvis man regner med, at aktier skal stå stille, burde det være fordelt ligeligt mellem “køb”, “hold” og “sælg”, men de fleste har en forventning og forhåbning om, at aktierne stiger. Det viser al historie, at det gør, og så giver det mening.”
