ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Endnu engang river investorer aktier i børsdebutant til sig – overtegning på 138 pct.

Windowmaster går på

First North for at hente 49-59 mio. kr. til at foretage opkøb i nichemarkedet for naturlig ventilation

Adm. direktør Erik Boyter, Windowmaster. PR-foto
Adm. direktør Erik Boyter, Windowmaster. PR-foto

Den danske producent af klimavenlige ventilationssystemer Windowmaster har netop offentliggjort resultatet af salget af eksisterende og nye aktier i forbindelse med sin børsdebut på Nasdaq First North Copenhagen.

Windowmaster skulle hente 49-59 mio. kr. ved at sælge eksisterende og nye aktier på den danske vækstbørs, og der er udsolgt, da selskabet meddeler at have nået de 59 mio. kr. med en overtegning på 138 pct.

“Vi er meget tilfredse med resultatet af udbuddet og især overvældet af den interesse og tillid, som investorerne har vist vores virksomhed,” udtaler adm. direktør i Windowmaster, Erik Boyter, i en pressemeddelelse.

Bliver udvandet

Erik Boyter bliver dermed udvandet som aktionær og ejer efter kapitaltilførslen på 60,7 pct. af aktierne.

Windowmaster producerer systemer inden for naturlig, hybrid- og brandventilation, hvilket anses som mere klimavenlige alternativer til mekanisk ventilation, der bidrager med 20 pct. af en gennemsnitlig bygnings CO2-udslip.

Investor
Børsbaby venter solide vækstrater på ryggen af den bæredygtige omstilling

Den nytilførte kapital skal ifølge Erik Boyter bruges til opkøb i nichemarkedet for naturlig ventilation, men også til organisk vækst.

Værdien før børsnoteringen på gældsfri basis er 120 mio. kr. Efter noteringen er den på 145 mio. kr. ved det maksimale udbud.

Aktier til alle

Aktier i Windowmaster er blevet tegnet for 10,42 kr. pr. styk. Og med overtegningen på 138 pct. har selskabet været nødt til at beslutte fordelingen af aktier, og her har man valgt at tilgodese alle investorer. Derfor får alle, der har tegnet aktier, 365 aktier, som var minimumskravet, plus 23 pct. af deres yderligere ønske, oplyser Erik Boyter i pressemeddelelsen.

I år er der noteret syv selskaber på Nasdaq First North i København; Penneo, Monsenso, Led Ibond, Shape Robotics, FOM Technologies, Mdundo og senest Audientes, mens Stenocare kan tælles som en ottende, da selskabet blev flyttet til den danske vækstbørs fra den svenske Spotlight-børs i maj.

Første handelsdag bliver 27. oktober kl. 9.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu