ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Det norske aktiemarked er siden vaccinernes ankomst løbet fra resten af Norden. Strateger spår, at opturen fortsætter

Stærkt stigende råvarepriser har båret det stærkt cykliske og konjunkturfølsomme norske aktiemarked frem mod nye rekordniveauer, på et tidspunkt hvor danske aktier efter sidste års suveræne afkast er røget på udsalg de seneste uger. Det norske aktiemarked vil fortsætte med at levere merafkast i den nærmeste fremtid, vurderer aktiestrateger, mens porteføljeforvalter hos Falcon Invest René Engell netop har købt en norsk aktie, der i hans model har det største momentum i hele Europa.

“Det er et globalt makrofænomen, som vi ser afspejlet på de nordiske aktiemarkeder. Jeg tror, opturen fortsætter, da råvarepriserne stadig skal højere op, men mange af aktierne nærmer sig høje prisniveauer, så fremgangen bliver muligvis lidt mere behersket det næste stykke tid,” siger Paul Harper, aktiestrateg hos DNB Markets.

Stærkeste momentum

Blandt de store trækheste er især råvareaktier som Norsk Hydro, der leverer aluminium og de seneste seks måneder er steget med ca. 88 pct. Netop nu er det den aktie med størst momentum i hele Europa, fortæller porteføljemanager René Engell, der investerer i aktier baseret på deres momentum.

“Vores barometer viser, at Norsk Hydro er den aktie i Europa med det kraftigste momentum, og derfor har vi for nylig købt den til porteføljen,” siger han og fortæller, at norske aktier lige nu kun udgør 5 pct. af den europæiske portefølje, da momentum vurderes ud fra det seneste år, hvor Norges aktier trods den seneste tids optur fortsat hænger efter andre markeder.

23

pct. er det norske eliteindeks OBX25 steget de seneste seks måneder

“Når vækstforventningerne øges, stiger råvarepriserne, og derfor får råvareaktierne en kraftig operationel gearing. Jeg tror, Norsk Hydro kan komme endnu højere op, men vi begynder at nærme os et niveau, hvor de stigende råvarepriser er priset ind i kursen,” siger Paul Harper.

Under sidste forårs markedsuro blev det norske aktiemarked ramt af en dobbelt lussing, hvor den norske krone på få dage i marts faldt over 20 pct., og det ledende OBX-indeks 30 pct.

Men selvom danske aktier det seneste år fortsat er bedst i Skandinavien, er det de seneste seks måneder det norske eliteindeks, OBX25, der med en stigning på ca. 23 pct. har sat resten af Skandinavien til vægs, da C25 i samme periode er steget ca. 9,8 pct. og Sveriges S30-indeks er oppe med ca. 17 pct.

“Hvis verdensøkonomien skal vokse meget fremover, vil der være et øget behov for olie, aluminium og laks. Det er godt nyt for Oslo-børsen, som har store dominerende selskaber inden for disse sektorer,” siger investeringsøkonom hos Nordnet i Norge Mads Johannesen.

Rotation fortsætter

Siden vaccineudmeldingerne i november har der globalt set været en rotation fra defensive aktier og vækstaktier, som udgør størstedelen af det danske aktiemarked, og investorer har i stedet kastet sig over cykliske aktier og valueaktier, der er tungt vægtet på det norske marked. Samtidig er olieprisen steget over 200 pct. siden bunden i april sidste år, ligesom råvarepriserne er galoperet op.

“Vi tror, den her tendens fortsætter et godt stykke ind i 2021, og det vil være med til at løfte det norske aktiemarked yderligere de næste tre måneder. Danske aktier er over en bred kam nu så dyrt prisfastsatte, at du bliver nødt til at kræve mere af selskaberne, mens det norske aktiemarked vil stå tilbage som en af vinderne i takt med en større genåbning og vaccineudrulning,” siger senioraktiestrateg i Handelsbanken Michelle Nørgaard.

Viser der sig omvendt at blive problemer med vaccineudrulningen, risikerer det norske aktiemarked at stå over for et tilbageslag.

“Vækstforventningerne til verdensøkonomien er nu så høje, at hvis væksten skuffer bare en smule, vil det sætte sig i de norske aktier,” siger Paul Harper.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu