Otte signaturer sættes torsdag på et forpligtende dokument, der skal ændre ubalancen i investeringerne i det danske startup-miljø. Initiativet er taget af Liva Echwald og Stine Colding Alstrup fra foreningen Female Founders of the Future.
Duoen har fået parterne til at forpligte sig til nogle mål, der umiddelbart kan lyde groteske i en verden med ca. 50 pct. mænd og 50 pct. kvinder. Et af dem er, at underskriverne inden for tre år skal kunne dokumentere, at maks. 80 pct. af pengene til nye portefølje-startups er investeret i virksomheder bestående udelukkende af mandlige stiftere.
“Målene er ikke uambitiøse, i forhold til hvor vi er i dag,” siger Helle Uth, ledende partner i Preseed Ventures, der skriver under på “The Diversity Commitment” med Vækstfonden, Innovationsfonden, Bumble Ventures, Byfounders, Danish Business Angels, Danske Bank Growth & Impact og Seed Capital.
Data fra Bootstrapping & Network viser, at vi kommer helt nede fra bunden, hvor 95 pct. af al venturekapital i 2019 gik til startups udelukkende stiftet af mænd.
“Vi er nødt til at begynde et sted, og spørgsmålet er, hvordan vi får flere kvindelige iværksættere, for vi vil gerne investere i kvinder. Det vil vi alle, men der er bare ikke nok af dem,” siger hun og fortæller, at Presseed Ventures i dag ikke har nok kvinder i sin portefølje.
“Men det går fremad, det kan vi se på det dealflow (potentielle investeringer,red.), vi kigger på. Det ser markant bedre ud, end det gjorde, da jeg begyndte i branchen for syv år siden. Vi forpligter os også til at lave handlingsplaner, og det er ufatteligt vigtigt, for vi kan ikke ændre noget, hvis vi ikke måler på status og fremdrift,” siger Helle Uth, der sammen med de øvrige underskrivere også forpligter sig til at kommunikere åbent, hvis målsætningerne ikke opnås.
Hos Bumble Ventures skal der ske en fordobling i venturefondens investeringer i startups, hvor stifterne er kvinder, for at kunne leve op til målsætningen, fortæller Daniel Nyvang Mariussen, managing partner.
pct. af al venturekapital i 2019 gik til startups med kun mandlige stiftere
“Det giver os helt klart en smule sved på panden, og sådan skal det være,” siger han og indrømmer, at det heller ikke ser kønt ud, at Bumble Ventures udelukkende drives af mænd, men også dét skal der ændres på med underskriften, da der også opstilles interne mål for diversiteten.
Hvorfor skrive under, hvis I tjener godt i dag?
“Helt intuitivt giver denne store ubalance ikke mening, når vi netop investerer i unge virksomheder, der er sat i verden for at ændre ting til det bedre og til at servicere en befolkning, der er 50/50 sammensat. Der er en sund forretningsmæssig fornuft i at få en ordentlig sammensætning i investeringerne, så de i højere grad afspejler virkeligheden. Hvad kunne det ikke blive til, hvis vi får dette uforløste potentiale udnyttet?” lyder det fra Daniel Nyvang Mariussen.
Initiativtagerne glæder sig over de otte underskrivere, selvom potentialet er meget større.
“Det er et godt udgangspunkt, men det slutter ikke her; vi håber at få alle til at skrive under. Vi er begyndt i Danmark, men næste skridt er at gøre det til et nordisk initiativ,” siger Stine Colding Alstrup, medstifter af Female Founders of the Future, der i arbejdet med initiativet har skelet til Holland for at lære af initiativet Fund Right.
“Vi skal kunne blive klogere undervejs, så initiativet er baseret på den hollandske læring, og det er bl.a., at underskriverne har en handlingsplan, rapporterer årligt og potentielt tilføjer mål ud over køn,” siger Liva Echwald.
