Opdateret 9.51Det danske First North-selskab Monsenso har landet en tocifret millionaftale med en af verdens største medicinalgiganter. Monsenso må ikke offentliggøre kundens identitet, men kan oplyse, at der er tale om en treårig aftale på samlet 10 mio. kr., hvor Monsensos it-udstyr skal benyttes i kliniske forsøg inden for depression i ni europæiske lande.
Nyheden får aktien til at skyde i vejret med 75 pct. fredag morgen, så den nu koster knap 9 kr.
“Det betyder alverden for os med denne aftale. Det er en milepæl for os, og den første “real world”-dataopsamling, som vi indgår med en global farmaceutisk virksomhed,” siger Thomas Lethenborg, adm. direktør i Monsenso.
Monsenso, der gik på den danske vækstbørs, Nasdaq First North, 10. juni med en tegningskurs på 5,3 kr. i ryggen, har udviklet en klinisk valideret og certificeret mobil sundhedsløsning, en app til personer med mentale sundhedsproblemer, deres pårørende og deres behandlere.
Aftalen indebærer, at Monsensos sundhedsapp skal anvendes i forbindelsen med lanceringen af et depressionsmiddel, hvor op mod 2250 patienter, deres pårørende og 120 klinikere medvirker henover en 36 måneders periode fra begyndelsen af første halvår af 2021. Landene er Danmark, Sverige, Storbritannien, Belgien, Holland, Schweiz, Italien, Frankrig og Spanien.
“Samtlige lande er interessante for os, det er helt på linje med vores strategi, at fokusere på Europa og på linje med at samarbejde med farmaceutiske virksomheder,” siger Thomas Lethenborg og oplyser, at aftalen bestemt giver medvind på den front.
“Vi har dialoger med en række andre medicinalselskaber, men hverken disse dialoger eller denne aftale gør, at jeg ændrer på vores planer, vi lagde frem ift. børsnoteringen. Det var en del af vores vækstplaner,” siger direktøren, der glæder sig over at kunne være med til at udvikle midler inden for psykiske lidelser, da de ifølge ham f.eks. i Danmark koster 5 pct. af det danske bruttonationalprodukt årligt og over 4 pct. af det europæiske.
Monsensos aktiekurs er siden første handelsdag dalet fra ca. 7,33 kr. til før dagens handel 5,03, det vil sige en anelse under udbudskursen.
