Aktiemarkederne har lavet et bungeejump i 2020. Aldrig før er aktierne faldet så dybt så hurtigt, og aldrig før har de så hurtigt fået så kraftig en opdrift. Det ledende amerikanske aktieindeks, S&P 500, nåede i denne uge op over sit 200-dages glidende gennemsnit omkring indeks 3000, hvilket anses som et psykologisk niveau, og hvis det holdes, kan det drive aktierne endnu længere op.
Investorerne er efter sådan et adrenalinkick af et bungeejump en smule ude af fatning. For hos den amerikanske storbank Citi viser den kortsigtede markedstimer, at aktiemarkedet har bevæget sig ind i det euforiske felt, fortæller Beata Manthey, global aktiestrateg.
“Centralbankernekan ikke afværge en reaktion af, at vi vil få et kollaps i eps
Beata Manthey, global aktiestrateg, Citi
Ifølge Citi er det et spørgsmål om tid, før aktiemarkedet skal have et nyt kursdyk.
“Centralbankerne holder hånden under aktiemarkedet med deres lempelige pengepolitik for globalt 6000 mia. dollar, men de kan ikke afværge en reaktion af, at vi vil få et kollaps i eps (indtjening pr. aktie,red.) på 50 pct. i år,” siger Beata Manthey.
Et sådant kollaps er ifølge Citi ikke priset ind i markedet, hvor konsensus p.t. er et fald i eps på 18 pct.
Citis økonomer estimerer for 2020 et globalt bruttonationalprodukt (bnp) på -3,6 pct., hvilket er værre end under finanskrisen, men deres estimater peger opad allerede næste år. Ifølge Citis økonomer forventes det globale bnp at nå op på 5,7 pct. i 2021, mens eps estimeres til at stige med 40 pct.
pct. vil indtjeningen pr. aktie (eps) stige med i 2021 ifølge Citi
“Investorerne skal huske, at selvom indtjeningsniveauerne forventes at stige i 2021, vil de stadig ligge væsentligt under niveauerne fra før denne krise. De næste 12 måneder maner vi derfor til forsigtighed på aktiemarkedet. Vi er bekymrede for, at vi skal se et kursfald, før markedet igen vil stige,” siger Beata Manthey og vurderer, at det globale aktiemarked om 12 måneder vil ligge 3 pct. højere end dagens niveau.
“Det er ikke det store afkast. Markedet er løbet alt for hurtigt frem. Men på længere sigt er vi optimistiske, og vi vil få et recovery rally,” siger hun og fortæller, at det vil komme, når nøgletal som bl.a. pmi, der er en konjunkturindikator baseret på indkøbschefernes forventninger, og indtjeningsforventningerne, eps, stiger kontinuerligt.
Ifølge Citi er der derfor ingen tegn på, at investorerne står foran en sektorrotation fra de defensive aktier som f.eks. sundhed og over i de cykliske som industri og banker.
“De cykliske sektorer skal fortsat underperforme resten af aktiemarkedet. Vi er endnu ikke ude af skoven, der er en større bekymring for profitten blandt investorerne, men når vi får en økonomisk genopretning, så skal man over i den cykliske sektor.”
Hos Copenhagen Allocation Partner (CAP) er porteføljeforvalter Morten Kongshaug enig i, at centralbankerne ikke kan blive ved med at holde hånden under aktiemarkedet.
“Økonomierne er så hårdt ramt, at til trods for de store finans- og pengepolitiske hjælpepakker vi får, så bliver selskabernes indtjening hårdt ramt. Investorerne skal også forholde sig til en handelskrig mellem USA og Kina, og at selskabernes leverandørkæder er smadret af coronakrisen,” siger Morten Kongshaug.
Hos pensionsselskabet Velliv er chefstrateg Henrik Henriksen også forbeholden over for aktierne på kort sigt – på trods af de overvældende hjælpepakker.
“Det globale aktiemarked er tilbage, hvor det var for et år siden, men kigger vi på etf-flowet (børsnoterede investeringsfonde,red.) i USA, var der i en kort periode inflow, men det er stadig tilbage til et negativt inflow. En typisk privat investor i USA har altså været sælger de seneste par uger,” siger Henrik Henriksen.
