Mens de globale aktiemarkeder er hoppet i vejret med en voldsom fart, siden de bundede i slutningen af marts, så rettes opmærksomheden nu mod olieprisen.
Det er i hvert fald tilfældet hos Velliv, hvor chefstrateg Henrik Henriksen håber at se olieprisen fortsætte med at kravle i vejret, hvis der skal vise sig at være holdbarhed bag den seneste tids aktiestigninger.
“Skal aktieopturen underbygges, så skal vi se en fortsat bedring på oliemarkedet. Hvis ikke det sker, er det fordi den globale efterspørgsel hænger i bremsen. Det kan betyde faldende aktiemarkeder,” siger Henrik Henriksen.
De globale aktiemarkeder har været gennem et stormvejr, i takt med coronavirussen har tvunget adskillige lande til at lukke ned.
Det har ramt både aktier og olieprisen hårdt. Det globale MSCI ACWI-indeks, der følger både emerging markets og de udviklede lande, har dog indhentet meget af det tabte den seneste halvanden måned og er nu nede med 15 pct. for 2020.
Brent-olien er i samme periode faldet mere end 50 pct., selvom prisen er kravlet i vejret de seneste uger. Men i takt med at flere lande åbner mere og mere op, skal Henrik Henriksen nu se en stigende oliepris, hvis han skal tro på, der for alvor er ved at komme gang i hjulene.
pct. er Brent-olien faldet i løbet af 2020. I samme periode er de globale aktiemarkeder faldet 15 pct.
“Det vi har set, det er et aktiemarked, som har taget forskud på glæderne. Men skal vi tro på, at virksomhedernes indtjening verden rundt laver et comeback i andet halvår, så skal den udvikling, vi har set for olieprisen, siden den bundede, fortsætte. Den er en god indikator for efterspørgselen i global økonomi,” siger han.
Hos Saxo Bank sidder råvareanalytiker Ole S. Hansen og er enig i, at olieprisen er et godt konjunkturbarometer.
“Aktiemarkedet er fremadskuende, og de kigger frem mod en forhåbentligt forbedret fremtid. Råvarer har ikke den luksus at være fremadskuende. De er afhængige af efterspørgsel her og nu,” siger Ole S. Hansen, der mener, at efterspørgslen på olie har fundet sin bund.
“Olieprisen kommer til at stige. Efterspørgselsnedgangen har haft fundet sin bund, og i takt med flere lande nu åbner mere op, så vil efterspørgslen efter olie også kravle mere i vejret,” siger Ole S. Hansen. Han forventer dog ikke, vi skal tilbage til de niveauer, vi så i starten af året, hvor en tønde Brent-olie kostede over 60 dollar pr. tønde.
“Over de næste seks måneder tror jeg ikke, at vi skal forvente kraftige stigninger. Kan vi komme op omkring de 40 dollar i løbet af de næste seks måneder, så er det, hvad vi kan stikke snuden op efter.”
Den besked glæder Jens Løgstrup, der er chefstrateg i PP Capital. Han købte selv Torm-aktier, da olieprisen bundede. Siden da er aktien faldet 8 pct., men på trods af det faktum ser han også selv fordele i, hvis prisen kravler en smule i vejret.
“En for lav oliepris skaber risiko for markedet. Økonomier kommer under pres, og det kan sende dønninger til aktiemarkedet. I det øjeblik, man har mere trygge forhold og en mere normal oliepris, så tilfører det aktiemarkederne noget stabilitet,” siger han og fortsætter:
“Alt andet lige indikerer en stigende oliepris et stigende behov og en normalisering af samfundet, og det giver ro i maven hos investorerne.”
Tilbage hos Henrik Henriksen anbefales det investorer at forberede sig på en turbulent tid på aktiemarkederne.
“Havde jeg 100 kr., ville jeg ikke investere dem alle i aktiemarkedet nu. Jeg vil have det i baghovedet, at der kan komme nogle regnvejrsdage, hvor det er godt at have lidt at putte i markedet. Der skal ikke meget usikkerhed til, før vi kan se en korrektion på 5 pct.”
