ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hvad køber man sig ind i med en Amazon-aktie? Arbejdsforholdene deler vandene

Amazon deler vandene

blandt investorer, når det handler om, hvorvidt aktien kan placeres i en ansvarlig og bæredygtig portefølje

Hundredvis af ansatte i nogle af de amerikanske teknologiselskaber deltog i en klimastrejke i september 2019. Arkivfoto: Lindsey Wasson/Reuters/Ritzau Scanpix
Hundredvis af ansatte i nogle af de amerikanske teknologiselskaber deltog i en klimastrejke i september 2019. Arkivfoto: Lindsey Wasson/Reuters/Ritzau Scanpix

De guldrandede afkast, som Amazon har leveret til sine aktionærer gennem tiden, smager bittert, hvis man vil investere i ansvarlige selskaber, for Amazon har bestemt ikke været en duks i den sammenhæng, lyder det samstemmende fra Nykredit, SDG Invest og Atrium Kapitalforvaltning. Hos Nykredit vurderer Søren Larsen, chef for bæredygtige investeringer, dog, at “selskabet bevæger sig hastigt i en bæredygtig retning”.

Amazon skal naturligvis anerkendes for indsatsen med at nedbringe CO2 i egne operationer

Anne-Louise Thon, medstifter af SDG Invest

“Amazon har med rette fået kritik for selskabets arbejdsforhold og faglige rettigheder, ligesom der har været kritik af kundernes databeskyttelse. Amazon har også været meget arrogant over for aktionærerne. Den store arrogance, der egentlig har været generel blandt de store amerikanske teknologiselskaber, er ved at blive afløst af en form for ydmyghed,” siger Søren Larsen.

Ifølge ham er det gået op for flere af teknologiselskaberne, at investorer, forbrugere og kunder ikke længere finder sig i at blive overhørt.

“Amazon er begyndt at lytte til kritikken. Det har i den grad påvirket Amazon, hvad forskellige interesseorganisationer, ngo’er, faglige organisationer og os som investorer har haft at sige. Det er et godt eksempel på, hvordan investorer kan være med til at gøre en forskel med deres penge,” siger han og tilføjer, at Amazon f.eks. ti år før Danmark – i 2040 – vil være klimaneutralt.

“Amazon har mange udfordringer og er ikke blandt verdens mest bæredygtige selskaber, men det bevæger sig hastigt i en mere bæredygtig retning.”

Alternativ energi

Hos Atrium Kapitalforvaltning oplever partner Malene Bason, at flere aktieforvaltere p.t. ikke ønsker at investere i Amazon.

“Amazon deler vandene hos vores bæredygtige aktieforvaltere,” siger Malene Bason, og fortæller, at den primære årsag til, at aktien holdes på sidelinjen hos de fleste forvaltere, er Amazons håndtering af de ansatte.

“Forvalterne har været skuffede over den manglende udvikling inden for arbejdsvilkår. Desuden ser de regulative og brandingmæssige risici ved den stigende indtjening, Amazon høster fra kundedata på sin reklameplatform,” siger Malene Bason, der dog giver Amazon cadeau for dets positive udvikling, hvad angår det miljømæssige fodaftryk.

“Amazon anvender f.eks. alternativ energi som strømkilde til dets cloud computing-forretning, Amazon Web Services.”

Hos SDG Invest roser medstifter Anne-Louise Thon også Amazon for de mange initiativer især på klimaområdet, hvor CO2-reduktion i egne operationer fylder meget. Et andet plus er, at Amazon arbejder i partnerskaber, som “i den grad anerkendes, bl.a. BSR’s HER Project”.

“Men årsagen til, at vi stiller os tvivlsomme over for Amazon som bæredygtig, skyldes det alt for store indirekte klima- og miljømæssige aftryk, der stammer fra bl.a. distribution, emballage og produktion af Amazons egne varer. Amazon skal naturligvis anerkendes for indsatsen med at nedbringe CO2 i egne operationer, men den indirekte fylder 78 pct., og den gør Amazon ikke meget ved,” siger hun og nævner aggressiv skattetænkning som noget, der ikke pynter på ansvarligheden.

Investor
Derfor kan et selskab fra en stærkt forurenende og problematisk sektor få stemplet "ansvarlig" og "bæredygtig"


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu