ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Udlandet slås om rødhvide selskaber

Den amerikanske malinggigant PPG Industries betaler 1 mia. kr. for at indlemme danske Dyrup i sin familie. Milliardsalget er seneste bevis på, at udlandet kigger med glubske øjne på de danske selskaber.

Et kurshop til Dyrups ejere, Monberg & Thorsen, omkring 25 pct. viser med al tydelighed investorernes tilfredshed over salget af malingproducenten.

Det er også en god pris, mener Frederik Aakard, der er partner i rådgivningsfirmaet Audon Partners med speciale i virksomheders salg og opkøb. Målt på 2010-indtjeningen svarer prisen til en EBIT-multipel omkring 16.

”Det er endnu et eksempel på, at danske virksomheder finder nye ejere i udlandet. Den tendens vil fortsætte,” siger Frederik Aakard.

Danskerne er populære

Ifølge Audon Partners optælling er salget af Dyrup nummer 17 over danske virksomheder, der er blevet solgt til udenlandske selskaber i 2011. Senere på måneden ser en af de helt store, Danisco, ud til at ryge på amerikanske hænder.

Senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank forstår godt udlandets varme blikke på de rødhvide selskaber.

”Danske virksomheder har haft modet til at skære dybt under krisen og står dermed tilbage med trimmede og omstillingsparate virksomheder med stor kompetence på et højt niveau i forhold til i mange andre lande,” siger Jacob Pedersen.

En af de vigtigste årsager til de danske virksomheders popularitet på udlandets opkøbslister er de danske virksomheders internationale tilstedeværelse. Danmark er ofte for lille til at satse alene på nationalt salg.

”Modsat mange amerikanske virksomheder er de danske vant til at tænke globalt og handle mange steder i verden. Det gør udenlandske selskaber meget interesserede,” påpeger Jacob Pedersen.

Dyrups overlevelseskamp

Dyrup har længe været en tabsgivende virksomhed, og derfor kalder Frederik Aakard det for et defensivt salg efter flere års kamp.

”Monberg & Thorsen har indset, at de på sigt måtte opgive Dyrup. Derfor har det handlet om at finde en havn, hvor Dyrup kunne komme videre fra, og her er det godt set at få en amerikansk ejer, der er til stede i Europa i forvejen,” konstaterer Frederik Aakard.

Det eksisterende ejerskab gav ikke længere mening for entreprenøren Monberg & Thorsen, og derfor er malinggiganten PPG en logisk overtager af Dyrup, der er kendt for træbehandlingsmærker som Dyrup og Gori.

På det generelle plan har ekspansionslystne virksomheder i dagens marked gode muligheder for at købe produkter eller geografisk placering til forholdsvis billige penge og derved styrke deres markedsandele og konkurrenceevne.

Styrket ud af finanskrisen

Køberen PPG begrunder også købet af Dyrup med ønsket om at få fingrene i det europæiske marked for træbeskyttelse, hvor Dyrup er stærke.

”Transaktionen vil øge PPG’s vækst på hovedmarkeder som Polen, Frankrig og Danmark, og give PPG adgang til nye markeder, specielt i Portugal, Spanien og Tyskland, hvor vi i dag kun er til stede i meget begrænset eller slet intet omfang,” siger Pierre-Marie De Leener, præsident for PPG i Europa.

Nordea peger på, at 2011 ser ud til at blive det bedste regnskabsår nogensinde på global plan på grund af det økonomiske opsving og høj produktivitet som motor for øget indtjening i virksomhederne.

Det kommer kun to år efter finanskrisen, og der er også kommet godt gang i virksomhedssalg verden over. Kun herhjemme halter opkøbene fortsat, hvor antallet af danske selskabers opkøb uden for landets grænser falder. Det står i kontrast til verdensbilledet.

”Vi kommer fra et forfærdeligt 2009, hvor mange gik konkurs. Men mange af de selskaber, der klarede skærene, er kommet styrket ud af krisen med musklerne til at købe op,” siger Sydbanks Jacob Pedersen.

Omsætninger omkring 350 mio. kr.


Oven på sidste uges kvartalsregnskab erklærede Novozymes sig også fortsat på opkøbsjagt trods et nyligt opkøb på 1,55 mia. kr. Også for eksempel FLSmidth og Carlsberg fortsætter jagten på opkøb.

Det er især mindre og mellemstore virksomheder, der ryger på udenlandske hænder i øjeblikket, som gårsdagens forsidehistorie i dagbladet Børsen beskrev.

Blandt andet er specialslagteren ECB blevet købt af en tysk cateringgigant, Protec Vinduer er blevet overtaget af den svenske vinduesvirksomhed Inwido, rejsesitet Momondo er solgt til britisk internetselskab, og bagagehåndteringsselskabet Novia er overtaget af en svensk konkurrent.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis