USA er skyld i den kaotiske evakuering af titusindvis af afghanere og udlændinge fra lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul.
Det mener Taliban-bevægelsen, der for en uge siden indtog Kabul.
- USA, med al dets magt og faciliteter, har ikke formået at skabe orden ved lufthavnen. Der er fred og ro overalt i landet, men der er kun kaos i Kabuls lufthavn, siger en Taliban-embedsmand, Amir Khan Mutaqi.
En unavngiven diplomat fra Nato sagde søndag til nyhedsbureauet Reuters, at mindst 20 er døde i og omkring lufthavnen i løbet af de seneste syv dage.
Omstændighederne omkring alle dødsfaldene kendes ikke. Men øjenvidner siger, at nogle er blevet mast eller trampet ihjel.
Alligevel fortsatte folk med at strømme til lufthavnen søndag, oplyser et øjenvidne til nyhedsbureauet dpa.
Søndag fik Taliban lavet et køsystem blandt de mange mennesker, der venter udenfor lufthavnen. De skød op i luften og bankede folk med kæppe for at tvinge dem til at danne kø, siger øjenvidner til nyhedsbureauet Reuters.
Det har gjort processen hurtigere, siger den britiske minister for landets væbnede styrker, James Heappey, til BBC.
- I dag flyder køen bedre, siger han.
- Det gør en stor forskel.
USA meddeler søndag, at det nu er muligt at få et stort antal amerikanere ind i lufthavnen.
Siden Taliban tog magten, har tusindvis af afghanere forsøgt at komme til lufthavnen og flyve ud af Afghanistan. De frygter, at Taliban vil straffe dem for at have arbejdet for regeringen eller de udenlandske styrker.
Amerikanske soldater og deres allierede har haft vanskeligt ved at håndtere det store antal mennesker, der har samlet sig i og omkring lufthavnsområdet.
/ritzau/AFP