Torsdagens meldinger fra Lufthansa vidner om, at flyindustrien er helt afhængig af statshjælp for at overleve.
Det konstaterer analysechef i Sydbank Jacob Pedersen, der gentager anbefalingen "hold" af SAS.
Vurderingen kommer, efter at Lufthansa torsdag aften meddelte, at selskabet ikke vil kunne overleve coronakrisen på egen hånd og har indledt forhandlinger med regeringen i Berlin om finansiel støtte.
Ifølge kilder, som Reuters har talt med, søger Lufthansa samlet hjælp for 10 mia. euro eller knap 75 mia. kr.
"Lufthansas kortfattede meddelelse tegner et yderst kritisk billede af sundhedstilstanden hos et af de stærkere flyselskaber, der op til krisen har været relativt velkonsolideret og haft en solid indtjeningskraft."
"Når krisens omfang hos Lufthansa er så alvorlig, står det tydeligt, at langt størstedelen af Europas flyselskaber har et påtrængende behov for statshjælp for at overleve," skriver Jacob Pedersen.
Han forudser, at SAS, der i første omgang har fået statsgarantier på 3 mia. svenske kr. fra Danmark og Sverige og på 1,5 mia. norske kr. fra Norge, får behov for yderligere hjælp, da virusudbruddet vil påvirke branchen flere år frem.
"Vi anser det som overvejende sandsynligt, at statsgaranterede lån vil blive vekslet til deciderede statslån, som så vil blive struktureret på en måde, så de kan omdannes til aktiekapital," skriver Jacob Pedersen og uddyber:
"En sådan manøvre vil utvivlsomt udvande de eksisterende aktionærer, der jo lige nu nyder godt af staternes sikkerhedsnet. Vi udelukker heller ikke muligheden for et direkte statsligt kapitalindskud i SAS, hvis krisen varer ved."
Lufthansas foreløbige regnskabstal viste torsdag et tab på 1,2 mia. euro i første kvartal. Og andet kvartal vil give et endnu større tab, forudser flyselskabet.
/ritzau/FINANS