Hvis Jeppe Christiansen i anledning af sin 60-årsfødselsdag bruger dagen i dag på at gøre status på, om han har nået det, han ville med sin karriere, kan han formentligt sætte flere krydser.Han kan på nuværende tidspunkt bryste sig af at være medejer og adm. direktør i kapitalforvalteren Maj Invest, som han endda selv har været med til at stifte. Dertil kommer poster som bestyrelsesformand i industrivirksomheden Haldor Topsøe, næstformand i Novo Nordisk samt en bestyrelsesplads i Kirkbi, der er Lego-ejernes investeringsselskab.