ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Svært for kunder at blive straffet for sort arbejde

Folk der får udført sort arbejde er stort set umulige at straffe. Der skal gås mere målrettet efter kunderne, mener Håndværksrådet.

Skat skal gå langt mere målrettet efter de folk, der bestiller sort arbejde.

Det mener Håndværksrådet. Ifølge loven kan den der bestiller sort arbejde i grove tilfælde straffes for medvirken til skattesvig, men det er stort set umuligt at bevise.

Ifølge Skatteministeriets kampagne mod sort arbejde er det håndværkeren ?som står med skægget i postkassen, da det er ham der ikke har indbetalt skat, moms og afgifter og som dermed straffes?.

Det skal være ulovligt at kræve sort arbejde

- Det er vigtigt, at man også går efter den kunde, som efterspørger sort arbejde. Det bør være lige så ulovligt at kræve sort arbejde som at udføre det, siger cheføkonom i Håndværksrådet, Jakob Brandt.

Håndværksrådet foreslår blandt andet, at forbrugerne skal lave en redegørelse, når de har fået en byggetilladelse, og arbejdet er udført. I redegørelsen til Skat skal der blandt andet stå, hvem der udført arbejdet og prisen på det.

Der skal være en risiko for forbrugerne

- Så kunne Skat gå målrettet efter sort arbejde på en kontrol. Og jeg tror, at mange folk ikke vil løbe risikoen. Man skal ikke undlade at gå efter virksomhederne, men man kommer ikke sort arbejde til livs, når der er mange penge at spare for forbrugeren, og der ingen risiko er, mener kommunikationschef i Håndværksrådet, Søren Nicolaisen.

Til gengæld har forbrugeren ingen rettigheder, hvis der er noget galt med arbejdet.

Kampagne mod sort arbejde

Skat har gennem flere år sat fokus på sort arbejde og kører en Fairplay-kampagne, der blandt andet fortæller borgerne, at sort arbejde koster samfundet dyrt. For eksempel ville der være råd til 22.000 ekstra sygeplejersker for det beløb, som statskassen går glip af ved sort arbejde.

Det nyeste forslag, der er i høring nu, går ud på, at ejere af private biler på gule plader skal have et skilt på bagklappen, hvor der står, at der er betalt moms på bilen. Det skulle gøre det nemmere for Skat at finde håndværkere, der udfører sort arbejde i for eksempel sommerhusområder.

Ingen planer om at gøre sort arbejde strafbart for kunderne

Men umiddelbart er der ingen planer om at gøre det ulovligt for borgerne at få udført sort arbejde i boligen.

- Håndværksrådets forslag er en kontrolmulighed, men den kan måske være for omfattende og for bureaukratisk. Det er ikke noget, vi har foreslået, men det er da en mulighed. Men det er en politisk beslutning, siger afdelingsleder i Skattecenter Billund, Thorkild Bertelsen.

Kampagne kan mindske sort arbejde

Dansk Byggeri er med i Fairplay-kampagnen, og erhvervspolitisk konsulent Thomas Gyldal Petersen tror på, at blandt andet kampagnen kan mindske arbejdet uden regning.

- Der skal være effektiv kontrol og sanktioner, og så skal der informeres bredt om det. Kommer der et politisk forslag om at skærpe sanktionerne over for dem, der bestiller sort arbejde, vil vi da se positivt på det, siger Thomas Gyldal Petersen.

Vennetjenester kan straffes
Mens der formentlig ikke har været nogen sager mod folk, der har fået udført sort arbejde, er der i øjeblikket en sag om en vennetjeneste.

I en aktuel sag fra Svendborg, hvor to murere ved en razzia forklarede, at de udførte en vennetjeneste ved et byggeri, går Skat i Svendborg nu også efter "vennen". Arbejdet de to håndværkere udførte vurderes til at være 800.000 kroner værd, og Skat mener, at husejeren skal betale skat af beløbet.

Skat i Svendborg vil nu både gå efter dem, der har bestilt arbejdet, og dem der udfører det.



Seks gode grunde til at sige nej til sort arbejde
Skat angiver i sin Fairplay-kampagne seks gode grunde til at sige nej til sort arbejde:

  • Det er ulovligt
  • Det er en trussel mod velfærdssamfundet
  • Det er samfundsnasseri
  • Det går ud over dem, som driver virksomhed lovligt
  • Som kunde mister du din reklamationsret
  • Som lønmodtager mister du dine rettigheder

    Se Skats Fairplay-kampagne mod sort arbejde


  • Andre læser også

    DAGENS

    E-AVIS

    E-avis vignette
    Dagens E-avis