ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Storaktionær kræver Lyngby Boldklubs topchef ud efter bytur i Madrid

På fodboldbanen har Lyngby Boldklub ikke de store problemer. Her ligger de til at skulle spille i landets bedste række næste år. Uden for banen har ledelsen i Lyngby nogle lidt anderledes problemer at kæmpe med lige nu.

Storaktionæren Hellerup Finans har nemlig stillet dem et ultimatum efter en åbenbart lidt for vild sponsortur til Madrid: Enten køber Lyngby Boldklub de 46 pct. af aktierne, som Hellerup Finans ejer, til en værdi af 2,3 mio. kr. Eller også er adm. direktør Christian Hill-Madsen fortid i boldklubben.  

"Vi har lavet en underskrevet aftale, hvor betingelserne er, at enten køber Christian Hill vores aktieandel i Lyngby Boldklub. Eller også køber vi hans, og så er han fortid i fodboldklubben," siger Torben Jensen, adm. direktør og stifter af Hellerup Finans. 

Ifølge aftalen har Lyngby Boldklub frem til d. 31. december til at rejse kapitalen. 

På vej hjem fra restaurant 

Torben Jensen fortæller, at årsagen til aftalen er, at der er sket ting på en sponsortur til Madrid i november måned, som storaktionæren ikke kan stå inde for. 

Virksomheder
Fodboldrigmand i nyt millionsalg
"Mandag aften på den her sponsortur er hele flokken på cirka 35 mand ude at spise på restaurant. På vej hjem mod hotellet finder Christian Hill så ud af, at de kan da lige så godt tage på bar frem for bare at køre hjem," fortæller Torben Jensen og fortsætter: 

"Så man vælger at tage et lille ærinde, hvor man kører i en officiel Lyngbybus hen til en såkaldt stripbar, som jeg så senere har fået fortalt mere minder om en luderbar. Her vælger man så at sige til de stakkels sponsorerer, der ufrivilligt er med i bussen på vej hjem fra restauranten, nu skal vi sgu have lidt sjov i gaden." 

"I er sgu også nogle spejderdrenge"

Hellerup Finans er foruden at være storaktionær i Lyngby Boldklub også sponsor for klubben.

Torben Jensen fortæller videre, at boldklup-topchefen Christian Hill og et par andre  i bussen ude foran den såkaldte stripbar har presset på for at få så mange som muligt med ud i det spanske natteliv. 

"Der bliver, efter hvad jeg har hørt, sagt ting som, 'Er I mænd eller spejderdrenge' og ting i den dur, du ved rigtig mandehørm," fortæller Torben Jensen.

Christian Hill Madsens beslutning om at lade bussen køre en lille omvej er altså grunden til, at der nu er kold stemning mellem fodboldklubben og storaktionæreren. 

Hvad er så det næste, der skal ske i sagen nu?

"Jamen jeg kan forstå, at direktionen i Lyngby Boldklub holder møde lige nu om situationen. Men vi har indgået en underskrevet aftale om, at vi ikke ønsker at være storaktionær i Lyngby Boldklub, så længe Christian Hill går rundt på direktionsgangen. Så enten finder de den nødvendige kapital (2,3 mio. kr.,red.) til at købe vores aktieandel. Eller også ryger Christian Hill som adm. direktør fra starten af det nye år," siger Torben Jensen. 

Hvorfor har I valgt at trække den så langt ud?

"Fordi jeg ikke har lyst til at stå ansigt til den slags her. Jeg synes, og det kan jeg forstå, at jeg ikke er alene om, at det er fatal dårlig ledelse og nærmest barnligt at lave sådan et svinkeærinde, når man sidder i en bus sammen med mennesker, som ikke har bedt om at være med på sådan en slags tur."

Christian Hill-Madsen afviser 

Direktør for Lyngby Boldklub, Christian Hill Madsen, afviser, at han har taget initiativ til at bussen kørte en omvej på vej hjem fra restauranten mandag aften. 

"Det program, der blev lavet over turen, blev indfriet, og det står vi bag," siger Christian Hill Madsen. 

Han forholder sig neutral og uforstående overfor, at Torben Jensen opfører sig, som han gør.

"At Torben Jensen vælger at dyrke det på den her måde, det må du skrive på hans regning. Jeg forholder mig til, at han ikke var med på turen, og at han har det fra sine medarbejdere," siger Lyngby-direktøren. 

Hvad sker der så nu?

"Jamen Torben Jensen og Hellerup Finans har sagt, at de gerne vil ophæve samarbejdet. Og nu gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem med det," siger han. 

"Han kunne godt finde pengene"

Torben Jensen fra Hellerup Finans er ikke så vild med at bruge udtrykket ultimatum om situationen. 

"Jamen hvis Christian kan få opbakning til at finde pengene til at købe os ud og samtidig skabe likviditet for klubben, så er han jo den rigtige person for Lyngby Boldklub. Så har han gjort det godt. Men hvis han ikke kan det, så fortsætter vi som storaktionær og hovedsponsor, det bliver bare uden Christian Hill, for så er han ikke den rigtige mand," siger Torben Jensen. 

Tror du, at det lykkedes for Christian Hill at finde pengene? 

"Nu kender jeg jo Christian Hill, og han er jo sådan en lidt kraftfuld bulderbasse, så jeg forventer, at han vil trække den så lang tid som muligt og gøre alt, hvad han kan, for at finde pengene," siger Torben Jensen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis