ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Siemens køber Bonus Energy

Den privatejede danske vindmølleproducent Bonus Energy bekræftede her til eftermiddag, at den har indgået aftale om salg af virksomheden. Køberen er den tyske industrigigant Siemens' energidivision Siemens Power Generation.
Efter fusionen sidste år mellem konkurrenterne Vestas og NEG Micon har Bonus været Danmarks næststørste vindmølleproducent, og er på verdensplan den femtestørste leverandør af vindmøller.
Virksomheden har en arbejdsstyrke på 750 medarbejdere og et årligt salg på ca. 300 millioner euro (ca. 2,2 mia. kr.).
Overtagelsen er betinget af Konkurrencestyrelsens godkendelse, og sker det, ventes handelen at være effektueret først i december.
"Markedet kræver stadig mere omfattende og komplekse løsninger. Vi har allerede udført betydelige forsknings- og udviklingsaktiviteter for at fremme vores teknologi, og nu, hvor vi bliver vindkraftafdelingen i Siemens Power Generation, der er verdens førende producent af energiteknik, er jeg sikker på, at vi kan fastholde positionen som en af markedslederne inden for den globale vindmølleindustri," siger Bonus' administrerende direktør, Palle Nørgaard.
Hos Siemens Power Generation siger topchefen, Klaus Voges:
"For at dække verdens stigende energibehov pålideligt, lønsomt og miljømæssigt forsvarligt skal vi udnytte alle energikilder. Vindenergi vil blive en vigtig del af denne energipulje."
Det globale marked for vindenergisystemer er, ifølge Siemens Power Generation, på 6 mia. euro, og i de kommende år forventes vækstrater på 10 procent, hvor de vigtigste vækstområder vil være i Europa, USA og Asien.
"Vi er overbevist om, at vi i Bonus Energy A/S har fundet den optimale partner inden for dette vækstområde. Vi kan bygge videre på Bonus' avancerede teknologi og på de dygtige og motiverede medarbejderes ekspertise," siger Voges.
Det tyske køb af den danske vindmøllevirksomhed ændrer ikke på den geografiske placering af det hidtidige Bonus. Virksomheden, der har hovedsæde i Brande samt en afdeling i Aalborg, vil med dette blive kernen i en ny division under navnet 'Wind Power" i Siemens Power Generation.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis