ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

SAS slår Norwegian i at komme til tiden

Selv om Norwegian kan glæde sig over at være blandt verdens mest punktlige flyselskaber, er det ikke nok til at overgå konkurrenten SAS.

Det skriver det norske erhvervsmedie E24 med henvisning til en kåring fra Flightstats, der laver analyser af flymarkedet.

I 2016 gik 83,5 pct. af SAS' fly til tiden, mens det for Norwegian kun gjaldt 80,6 pct.

Norwegian er på den baggrund kåret til det syvende mest punktlige selskab i kategorien for lavprisselskaber, mens SAS kunne notere en femteplads i en kategori blandt de store selskaber.

- Vi er tilfredse med, at vi nu gennem ti år ligger i verdenstoppen, men vores mål er højere, end disse resultater viser, siger Knut Morten Johansen, informationschef i SAS, til E24.

Det hollandske flyselskab KLM er kåret som det mest punktlige selskab, da 88,5 pct. af flyene kom til tiden sidste år.

I den anden ende af skalaen ser det slemt ud for israelske El Al, hvor kun 44 pct. kom til tiden, mens Icelandair følger efter, da kun 59 pct. af flyene landede til tiden.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis