Med stigende regulering og krav, både fra EU, staten og kunder, bliver mange virksomheder udfordret, når de skal vælge den rigtige leverandør. Men med en transparent og veldokumenteret forsyningskæde kan den kompleksitet, som andre snubler over, blive til en styrke for agile organisationer, fortæller Henrik Oxlund, Vertical Manager hos EG, i hans indlæg.
Man kan ikke tillade sig at købe ind hvor-som-helst. Produktionsvirksomheder bliver i stigende grad mødt af skærpet lovgivning og kundernes krav om en social og bæredygtig profil. Det stiller høje krav til smidighed i produktionen og valg af ingredienser, men i lige så høj grad til sporbarhed og dokumentation. Henrik Oxlund, Vertical Manager i EG, fortæller her om, hvordan man vender disse udfordringer til en styrke, når man vælger leverandører:
Hvorfor er kravene til produktionsvirksomheder stigende?
I dag forventer vi, at virksomheders produkter lever op til en høj moralsk standard. Det gælder både i offentligheden generelt og i lovgivningen. Hvor man måske for 20 år siden ikke kunne kontrollere, om et produkt blev fremstillet under de korrekte forhold, så har vi i dag heldigvis et langt bedre overblik over forsyningskæden.
Hvad har styret den udvikling?
I dag er det muligt at spore et produkt, fra det var en plante eller et stof i jorden, til det ligger klar på hylderne i butikken. Samtidig har det globaliserede samfund præsenteret os for helt andre muligheder for at købe et produkt, som er tilpasset lige nøjagtig vores personlige behov og præferencer. Så nogle gange kan det som kunde være svært at forstå, hvorfor virksomheden ikke bare leverer det produkt, man ønsker?
Er det et fair spørgsmål at stille virksomhederne?
Om det er fair eller ej, så viser udviklingen inden for forbrugerprodukter, at det ikke desto mindre er realiteten. I dag er udfordringen, at imens kunden ønsker et godt produkt, som de selv har indflydelse på, så skal man samtidig leve op til et væld af andre krav. Og den balancegang kan være svær, hvis man ikke har et stærkt styringsværktøj til at guide produktionen, som både tager hensyn til regulering og ønsker fra slutbrugeren.
Hvad betyder de stigende krav for virksomhederne i Danmark?
Det vigtigste er at gøre det til en ledelsesmæssig prioritet. Ændringer kan have stor indflydelse på hele forretningen, fra salgsafdelingen til produktionen og indkøbsafdelingen. Men er man forberedt, kan man vende det til sin fordel. Derfor skal alle medarbejdere have den nødvendige, faktuelle information for hurtigt at kunne tilpasse produktet til kundens krav.
Hvordan implementerer man ændringerne i organisationen?
Ved at etablere et transparent produktionsflow, hvor alle kan tilgå information om krav og specifikationer, skaber man overblik og medejerskab blandt medarbejderne, som kan se præcis, hvilke forventninger der er til slutproduktet.
Hvad betyder det for virksomheden?
Hvis man formår at skabe en smidig virksomhedskultur, så ændringer implementeres løbende, og udvælgelsen af leverandører sker baseret på slutproduktet, kommer man tættere på kundens ønske. Derigennem minimeres omstillingsomkostningerne også, fordi man ikke hver gang skal "koldstarte" processen, når der sker ændringer. På den måde får man et forspring til konkurrenterne, som hver gang skal starte forfra, når spillereglerne skifter.
Og hvad betyder det for kunden?
Med en gennemsigtig forsyningskæde og smidig omstilling vil man være i stand til hurtigt at kunne levere, hvad kunden ønsker, og med dokumentation for, at de får præcis, hvad de har bestilt og inden for reglerne. Og i de tilfælde, hvor det ikke er muligt, vil man også undgå uheldige situationer, hvor man pludselig har solgt en vare, man ikke kan levere.
1.\u0009Baser din leverandørudvælgelse på fakta
Nogle virksomheder hænger fast i, at "Per fra salgsafdelingen altid giver os et godt tilbud". Udvælg leverandøren ud fra krav til produktionen, og få større sikkerhed for gode slutprodukter og en god pris.
2.\u0009Skab gennemsigtighed i hele processen
Sørg for, at alle medarbejdere ved, hvilke krav der stilles til et produkt, og dokumentér forsyningskæden. Dermed undgår I dumme fejl og har altid et svar på hånden, når kunden stiller spørgsmål.
3.\u0009Få indsat automatiske stopklodser
Mange systemer kan i dag indstilles til at stoppe produktionen, hvis en eller flere parametre overskrides. I komplekse produktioner kan det være forskellen mellem en lille justering og en social mediestorm.
4.\u0009Få den rigtige pris til den rigtige kunde
Prisen på en vare kan variere, alt efter hvem slutbrugeren er. Derfor er det vigtigt, at man kan dokumentere, hvor det enkelte vareparti ender, så man får den rigtige pris.
5.\u0009Kontrollér produktindholdet efter destination
Opsæt kontrolpunkter, så I automatisk bliver advaret, hvis et ellers godkendt produkt sendes til et land eller en region, hvor andre regler er gældende.
6.\u0009Hold styr på leverandørens leverandør
Lige så vigtigt som produktets endestation er ingrediensernes første stop på vejen mod slutbrugeren. Så sørg altid for, at leverandøren får sin vare fra en producent, som lever op til gældende krav for produktet.