Så er der muskelbil: Himmelsk buldren fra gigantisk V8 , hvor CO2-udslippet svarer til et damplokomotiv

Det er en hedonistisk oplevelse at træde hårdt på den tunge speederpedal i en Trans Am ved et grønt lys i et kryds på Roskildevej vest for København. Blandt miljøvenlige hybrider og pæne mikrobiler lægger den sølvgrå dinosaur fra land med et hvin fra de brede ballondæk og en monumental rumlen, der får en ældre herre på fortovet til forskrækket at se op for så at bryde ud i et smil og en tommelfinger i vejret.

Amerikanerfolket er til store biler, og de findes stadig. Se nu bare den her: Osbech Laursen Cars – en lille iværksætter, der forsyner københavnere med sjove biler fra en dyb, mørk parkeringskælder på Skt. Annæ Plads ved Skuespilhuset midt i København – har en 1976 Pontiac Firebird Trans Am til salg. Det er bilen, hvis du har kahytkuller og vil give fanden i det hele med et impulskøb.

Den begyndte sit liv på fabrikken i Californien i 1976 og flyttede ind hos en familie i Schweiz, hvor to generationer tog sig af den til 2007, hvor den kom til Nordjylland og en biltosse, der har brugt en formue på at opgradere den.

Forventningerne om en færgeagtig veteranbil-opførsel forsvinder, for dørene smækker tørt, som de skal, styretøjet giver faktisk forbindelse mellem rat og hjul, og undervognen synes i fin form i betragtning af alderen. Automatgearet har tre trin og bremserne har skiver for og tromler bag. Kommer man fra en moderne bil, skal man lige lære dem at kende: De fungerer, men der skal trædes igennem, før de 1700 kg bringes til standsning.

Med den gigantiske 6,6-liters V8 (størrelsen svarer til motorerne i syv VW Up'er – motoren blev udviklet før energikrisen i 1973) skulle man tro, at Trans Am er rasende hurtig, men det er den ikke. Det handler mere om autoritet og en tung musik fra motoren, som går mellem otte og ni kilometer på literen med varsom højre fod (kører du den hårdt, kører den ikke mere end tre).

Den originale ydelse var 188 hk, hvilket imponerer: Aldrig har man fået så få hestekræfter ud af så stor en motor. Den forrige ejer har dog monteret en fireports karburator og andre herligheder, der bringer ydelsen op et sted mellem 200 og 300 hk.

Den sølvgrå Trans Am overrasker på motorvejen, hvor man kunne frygte, at den ville sejle faretruende fra side til side. I stedet ligger den ret solidt ved 140 km/t, hvor der er masser af punch i Pontiac 400-motoren. Banaliteter som at den er fra en tid uden nogen form for ABS-bremser eller andre babysitter-features, og at den slår med røven, så snart man strejfer speederen på en vej, der er bare en lille smule fugtig, er ikke et problem – det er charme. Bare hold på, og styr den anden vej med det store tynde rat, så skal det nok gå.

Kabinen er smagfuldt indrettet som et bordel i 1970'erne i Firethorn Red og med deluxe-stole, og her er moderne radio med USB-stik udført i retro-look og passende LED-belysning. Træder der nogen ud foran dig, aktiverer du det femtonede kompressorhorn – så er der fri bane.

Bilen står ikke 100 pct. original, men der medfølger en omfattende dokumentation inklusive det originale build sheet og diverse papirer fra hele dens liv. Selv reservehjulet er originalt.

CO2-udslippet svarer til et damplokomotiv, men pyt med det: I en krise er godt humør ubetaleligt.