ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

S-SF forbereder sig på blåt flertal

Mens regeringen sidst på eftermiddagen fredag stadig forhandlede efterlønsreform med Dansk Folkeparti og De Radikale, så forbereder Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti sig på, at der efter et valg ikke er et politisk flertal, der vil bevare efterlønnen, sådan som de to partier ellers har sat stor troværdighed ind på at love.

Derfor melder partierne i flere medier fredag klart ud, at man i en sådan situation vil forsøge at få det bedste ud af situationen, når et politisk flertal vil noget andet, end S og SF. Det skal konkret ske ved, at Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister indkalder til forhandlinger om en efterlønsreform, som dermed vil udstille, at partiets løfter ikke er meget værd.

"Hvis ikke vi har 90 mandater, har vi jo ikke en chance for at opfylde det," lød det tidligere i dag på TV 2 News fra Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen, som tidligere har sagt, at forringelser af efterlønnen bliver "over mit lig".

Vælgerne bliver i tvivl

Indrømmelsen – og den nøgterne konstatering af, at med under 90 mandater i ryggen er garantier til vælgerne ikke meget værd – svækker ifølge samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet S og SF, som han vurderer vil blive straffet af vælgerne.

"Det giver problemer i forhold til at fastholde nogle af de oplagte vælgere, der ellers allerede har besluttet at stemme på Socialdemokraterne og SF, fordi man vidste, at de ville beholde efterlønnen," siger han til Ritzau.

"De vælgere tænker måske nu: "Hvad filen er det, de siger? Kan man ikke stole på dem længere?", siger Johannes Andersen.

DF afviser samarbejde med S og SF

På vej ind til dagens forhandlinger i Finansministeriet mente Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, at Helle Thorning-Schmidt bevidst har overladt de besværlige forhandlinger til andre, så hun selv slipper for at "gøre det beskidte arbejde," hvis hun ender som regeringschef efter næste valg.

"Jeg vil godt høre, om hun vil sætte det så meget på spidsen, at hun ikke vil være statsminister, hvis hun har et økonomisk flertal imod sig," siger Pia Kjærsgaard.

Hun afviser blankt at lave en aftale efter næste valg med S og SF om at ændre på efterlønnen.

"Nu indgår vi en aftale, og en aftale overholder vi med de partier, vi har indgået den med," siger hun.

De radikale vil finde endnu flere penge

Op til forhandlingerne, der begyndte kl. 12, arbejdede De Radikale for at komme til at fylde mest muligt i dagens tv-dækning. Kamerahold fra både TV2 og DR var inviteret inden for på partileder Margrethe Vestagers kontor for at overvære et strategimøde mellem partilederen, næstformand i folketingsgruppen Morten Østergaard og partiets cheføkonom Jacob Blomgren.

Her fremgik det, at De Radikale gerne vil finde flere end de 18 mia. kr., som VK-regeringen har foreslået skal findes på at fjerne efterlønnen og senere folkepension.

Men ifølge Børsens oplysninger trækker Dansk Folkeparti den modsatte vej og har i de seneste forhandlingsrunder fremlagt udgiftskrævende forslag. Og det er en af årsagerne til, at forhandlingerne trækker ud. For hverken finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) eller De Radikale kan acceptere et resultat på mindre end de lovede 18 mia. kr.

S og SF-udspil på trapperne


En endelig aftale om en tilbagetrækningsreform forventes blandt andet at indeholde, at de forhøjelser af folkepensions- og efterlønsalderen, som regeringen, Socialdemokraterne, De Radikale og Dansk Folkeparti aftalte med den såkaldte velfærdsaftale i 2006 rykkes frem, så den træder i kraft allerede i 2015 mod oprindelig aftalt 2019. Samtidig forkortes efterlønsperioden sandsynligvis til tre år, og dertil kommer, at der vil blive modregnet i efterlønnen, hvis man har over 1 mio. kr. i pensionsopsparing ligesom et fremtidigt krav om at have været et bestemt antal år på arbejdsmarkedet for at kunne få efterløn muligvis også er med i aftalen.

Ifølge Henrik Sass Larsen (S) vil S og SF’s modstykke til VK-regeringens 2020-plan komme "meget, meget snart".

En ny meningsmåling fra Epinion, som DR bringer i dag, viser, at de to partier, der bakke om om VK-regeringens reformlinje – De Radikale og Dansk Folkeparti – går frem. Samme tendens sås i Greens seneste måling fra sidste uge.

"Jeg tror, at vores vælgere godt ved, at vi gør det ikke for at genere nogen, men fordi det er nødvendigt," siger Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard.

Ifølge Epinion styrkes blå blok mest, men er med 82 mandater stadig 11 mandater bagud til rød blok, der i målingen får 93 mandater.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis