ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Russisk ølafgift ingen katastrofe for Carlsberg

Ifølge flere udenlandske analytikere vil den russiske regerings planer om at hæve ølafgifterne med 200 pct. næste år mindske det russiske ølforbrug, men på længere sigt vil Rusland stadig være et vækstmarked for danske Carlsberg.

Det skriver Berlingske Business tirsdag.

"En så stor afgiftsstigning vil ramme deres salg i volumen, og det er naturligvis dårligt nyt for Carlsberg. Men på længere sigt vil Carlsberg være i stand til at kompensere for stigningen ved at hæve priserne, og markedet vil stadig vokse," udtaler Lucinda O'Connor, aktieanalytiker fra Credit Suisse.

Den russiske regering fremlagde fredag et forslag, der går på at hæve ølafgifterne med 200 pct., mens afgift for hård spiritus kun skal hæves med 10 pct.

På nuværende tidspunkt er Carlsberg den største bryggerikoncern i Rusland, som i flere år har været et vigtigt vækstmarked for selskabet, og derfor har en kraftig afgiftsforhøjelse længe været frygtet.

Nyt forslag kan ramme Carlsberg

Ifølge Lucinda O'Connor burde ledelsen dog i stedet frygte planerne om et forslag, der har til formål at forbyde salg af øl i kiosker, telte og andre salgssteder uden faste lokaler. Dette kan nemlig ramme Carlsberg hårdere, da 20-30 pct. af Carlsbergs salg kommer fra kiosker og lignende.

Hvis forslaget omhandlende ølafgifterne bliver vedtaget, vil de russiske ølafgifter, målt i absolutte tal, stadig ligge i den lave ende sammenlignet med andre EU-lande. Den russiske regering ønsker at hæve afgifterne fra 0,50 kr. til 1,50 kr. pr. liter. I Danmark lyder afgifterne på 2,48 kr. pr. liter, og EU-gennemsnittet er på 2,27 kr. pr. liter.

Flere analytikere påpeger dog, at afgifterne i Rusland udgør en større del af prisen, og derfor vil de russiske forbrugere mærke stigningerne i afgifterne tydeligere end forbrugere i vesteuropæiske lande gør.

Rivaler rammes hårdere

Ifølge en anonym analytiker fra London, har Carlsberg til gengæld den fordel, at konkurrenterne vil blive hårdere ramt.

"Som den største aktør med de stærkeste brands på det russiske marked vil Carlsberg bedre kunne gennemføre prisstigninger end konkurrenterne. Forslaget er dårligt nyt for Carlsberg, men det kan medvirke til at øge selskabets markedsandele endnu mere," udtaler den anonyme analytiker til Berlingske Business.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis