ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Røde tal i Norwegian

De første tre måneder er et dyrt kvartal for landets største luftfartsselskaber. Norwegian følger SAS med røde tal.

Den norske lavprisoperatør taber således 187 mio. danske kr. efter skat mod 103 mio. kr. i samme periode sidste år.

"Jeg er tilfreds med resultaterne set i lyset af, at vi har haft en meget kraftig passager- og produktionsvækst. Specielt er jeg glad for, at vi har reduceret omkostningerne og dermed øget vores konkurrenceevne. Det var ventet, at vi ville se røde tal for første kvartal. Jeg er glad for, at vi har leveret bedre tal end markedsforventningerne," siger adm. direktør Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

Norwegian har taget en stor luns af det danske marked, hvilket har medvirket til at øge passagertallet i første kvartal til 2,7 millioner mod 2,1 mio. passagerer i samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 28 pct.

Samtidig steg omsætningen med 14 pct. til 1,5 mia. danske kr. Samlet betyder det, at der stadig er hårdt pres på billetpriserne, da den gennemsnitlige pris, Norwegian fik pr. billet, faldt 11 pct. til 557 kr. fra 627 kr.

75 pct. af flysæderne blev solgt i første kvartal. Bjørn Kjos fremhæver Norwegians evner til at spare på omkostningerne. Enhedsomkostningerne opgøres til 40 øre plus brændstof, hvilket er mindre end året før. Norwegian har nu 52 fly i flåden.

Norwegians topchef oplyser intet om tab på den islandske askesky, men selskabet har tidligere forklaret, at krisen koster selskabet omkring 9 mio. kr. hver dag.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis