Et selvbevidst støtteparti i form af De Radikale, der stiller ultimative krav. En kaotisk udvikling i Alternativet, hvis nedsmeltning kan føre til stemmespild. Et Dansk Folkeparti, der fortsat slikker sårene efter valgnederlaget og derfor ikke kan regnes for at være den livline, Socialdemokratiet tidligere drømte om..
Efter en i særklasse fredsommelig begyndelse på regeringsperioden og mere end et halvt år uden nævneværdig modstand er Mette Frederiksen stødt på problemer, der varsler sværere tider forude.
Den forløbne uges ballade i Alternativet har budt på nye spektakulære magtkampe og giftige interne angreb af en kaliber, der underminerer fundamentet under den nye formand Josephine Fock. Ganske vist insisterer Alternativet på at udgøre egen blok og er heller ikke formelt støtteparti. Partiet fik ikke mandater nok ved valget i 2019 til at gøre en forskel. Men i praksis er Alternativet at betragte som en del af blokken, og den faretruende lave vælgeropbakning omkring spærregrænsen betyder, at dét, der ellers primært har været et borgerligt problem – risikoen for stemmespild ved næste valg – nu er rykket ind i rød blok. Fock kritiseres for en ubehagelig ledelsesstil og for at have overfuset ansatte. Hun erkendte selv i DR's politiske magasin Slotsholmen på P1 i den forløbne uge, at Alternativet i øjeblikket leger med partiets eksistens. Og ganske opsigtsvækkende, at hun selv lige nu “ville have meget svært ved at have tillid til os som parti.”
I den lille folketingsgruppe, som Josephine Fock ikke er en del af, havde hovedparten foretrukket Rasmus Nordqvist som leder. Vi har næppe hørt det sidste til uro i det parti, hvis eksistensberettigelse – udover pejlemærker om empati og en ny politisk kultur – var den grønne omstilling. Efter den seneste uge må Socialdemokratiet mindes den tidligere gruppeformand Henrik Sass Larsens ord fra maj 2016 om, at Alternativet svælger for meget i gruppearbejde og uendelige diskussioner – “et blufnummer”, som Sass kaldte det i Jyllands-Posten: “Et sted, folk er gået hen, fordi det føles rart lige for tiden, men hvis man virkelig tænker det igennem, er det jo håbløst.”
At det end ikke længere føles rart vidner såvel meningsmålinger som de interne angreb om. Fredag meddelte den tidligere kulturborgmester i København og medstifter af partiet, Niko Grünfeld, at han forlader Alternativet: “Partiets sjæl er ædt op indefra,” skrev han i et indlæg i Politiken: “Den syge kultur er i dag strukturelt indlejret, der er blevet lækket fortrolige oplysninger, rygter svirrer, personangreb er hverdagskost, og sammenholdet er ikke eksisterende.”
Udfordringer af en anden type har Mette Frederiksen med støtteparti De Radikale, hvis leder Morten Østergaard endnu engang hævede stemmen.
Østergaard har løbende kritiseret statsministeren for at være “håndsæbe” i klimapolitikken og for at have skabt en historisk stor politisk-ideologisk kløft i forhold til De Radikale.
I ugens løb satte han trumf på ved at spille det hårdeste kort i et støttepartis værktøjskasse: Truslen om at trække støtten. Kravet er, at der senest grundlovsdag skal ligge en aftale om en klimahandlingsplan, der skal udmønte klimaloven fra sidste år og udpege midler og delmål for at nå hovedmålet om C02-reduktion på 70 pct. i 2030.
Det kan klimaminister Dan Jørgensen (S) ikke love – lige som ministeren på et samråd torsdag heller ikke kunne redegøre for prisen for at nå målene. Den afhænger selvsagt af virkemidlerne.
Morten Østergaards trussel mod regeringens liv ligner til forveksling den, Lars Løkke Rasmussen blev mødt med af Liberal Alliances daværende leder Anders Samuelsen. Forskellen er dog, at det blå opgør handlede om topskattelettelser, der ikke tilnærmelsesvist var flertal for, mens balladen i rød blok indtil videre primært handler om, hvor hurtigt der skal leveres på de fælles ønsker om grøn omstilling.
Ingen kan sige, hvor hårdt Østergaard kommer til at spille sine kort, hvis Mette Frederiksen ikke har leveret på hans krav grundlovsdag. Der er på Christiansborg en helt afgørende forskel på, om et parti i protest og utilfredshed melder, at det ikke længere er støtteparti. Og så at bidrage til og udløse et mistillidsvotum, som vil tvinge en regeringsafgang eller nyvalg igennem.
At De Radikale under alle omstændigheder kan gøre livet surt for regeringen vil løbende blive demonstreret – mistillid eller ej. De Radikale vil langt hellere brug krudt, tid og penge på den grønne omstilling – frem for at hjælpe regeringen med at indfri løftet om en ny tilbagetrækningsordning, forårets andet store signaturprojekt. Her må Socialdemokratiet satse på, at den varme linje til Kristian Thulesen Dahl kan etableres. Men selv om DF-formanden på det seneste har sendt signaler om større villighed til at bruge også endnu flere penge på at hjælpe “Arne”, den nedslidte lønmodtager, er det åbne spørgsmål, hvad DF gør, hvis balladen mellem S og De Radikale eskalerer. Skal DF træde til i situationer, hvor det kan minde om livreddende hjælp til en rød regering?
Det vil med sikkerhed udløse fornyede og for DF-formanden ubehagelige diskussioner om tvivl om det blokmæssige tilhørsforhold. En diskussion, DF selv har tilskrevet en stor del af årsagen til den voldsomme deroute ved valget i juni.
