Ritt: Jeg har aldrig lovet 5000 boliger på 5 år

Generelt
Eksklusivt for kunder
10. jul 2007 KL.10:18
Da Ritt Bjerregaard (S) vandt kampen om overborgmesterposten i København var det blandt andet med løftet om at bygge 5000 boliger til maksimalt 5000 kr. om måneden i løbet af fem år. Sådan opfattede de fleste vælgere det i hvert fald, men hovedpersonen selv mener noget andet.

Nu, hvor det står klart, at projektet ikke kan blive en realitet inden for den bebudede tidsramme, gør hun det klart, at hun aldrig har lovet noget, men at hun blot har sagt, at hun vil arbejde for at få bygget de billige boliger.

"Det kan godt lade sig gøre at bygge 5000 billige boliger, men ikke på fem år. Det kommer måske til at tage syv, otte, ni eller 10 år, jeg kan ikke sige det, men jeg skal ærligt indrømme, at det er kommet bag på mig, at jeg skal igennem så mange vanskeligheder bl.a. med en regering, der mildest talt ikke er hjælpsom. Og når det er sagt, så har jeg aldrig lovet, at de billige boliger ville stå klar efter fem år," siger Ritt Bjerregaard til Berlingske Tidende.

Tror ikke på kontrakter

Hun slår fast, at det er et vigtigt princip for hende, at hun ikke laver kontraktpolitik som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har gjort til sit varemærke.

"Jeg er principielt modstander af kontraktpolitik, fordi jeg tror, det er en usund måde at lave politik på i et demokrati. I valgkampen har jeg udelukkende gjort rede for, hvad jeg ville arbejde for, hvis jeg blev overborgmester eller mit parti fik tilstrækkelig med indflydelse," siger hun til avisen.

Det blev for nylig endegyldigt klart, at hun ikke skal regne med hjælp til projektet fra regeringen, da indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviste, at Københavns Kommune må give rabat på grundsalg til entreprenører, der vil hjælpe med at bygge de billige boliger.

"Jeg kan bare sige, at hver eneste gang, vi støder på en hindring og får brug for hjælp, så er der ingen hjælp at hente. Vi kan ikke som i London stille krav til bygherrerne om, at en vis procentdel af byggeriet skal være billige boliger, og vi kan ikke sælge jord til under markedsprisen. Det er drønærgerligt, for det er altså tvingende nødvendigt, at velfærdssamfundets kernemedarbejdere også har mulighed for at bo i København. For hvad hjælper det, at folk kan få et dejligt hus i Ringsted, hvis de skal bruge mindst tre timer om dagen på at sidde i bilkøer," siger overborgmesteren til Berlingske Tidende.