ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Retten pålægger SAS-ansatte at gå i arbejde

Arbejdsretten har her kl. 12 pålagt de strejkende kabineansatte hos luftfartsselskabet SAS at genoptage arbejdet kl. 12.30, oplyser SAS til Ritzau.

Den igangværende konflikt mellem SAS og selskabets kabinepersonale er gået ind i sit tredje døgn, og
SAS indbragte konflikten for Arbejdsretten søndag kl. 11.

»Vi kan ikke stå og råbe til døve ører. Vi må følge de spilleregler, der er, og det næste skridt er at indkalde parterne og få en dommer til at afgøre, hvem der har ret, og det forventer vi at få en afklaring på i dag,« sagde pressechef  i SAS Trine Kromann-Mikkelsen til nyhedsbureauet BNB før mødet.

Søndag formiddag har SAS allerede måtte aflyse op mod 50 afgange som følge af strejken. De stridende parter synes fortsat langt fra hinanden efter et tumultarisk forløb lørdag, hvor det op ad eftermiddagen forlød, at parterne var nået til enighed. Stridspunktet er, hvorvidt de 137 ansatte, som SAS forflytter til det nyerhvervede datterselskab, Cimber, får deres overenskomst med. De strejkende personale har meddelt, at man ikke har intentioner om at vende tilbage til arbejdet, før en overenskomst er forhandlet på plads. Kabinepersonalets fagforening, CAU, er blevet pålagt at få sine medarbejdere tilbage i arbejde, men den øvelse excellerer forbundet ikke ligefrem i, mener Trine Kromann-Mikkelsen.

»Det centrale er, at CAU er blevet pålagt at få medarbejderne tilbage i arbejde med alle tænkelige midler. Men vi har ikke set mails eller kommunikation med medlemmerne, hvor de indtrængende beder dem om at komme tilbage i arbejde. Vi ser ikke den her indtrængenhed,« siger pressechefen.

Konflikten er på sit tredje døgn, og tusinder af passagerer er allerede blevet berørte af de over hundrede aflyste afgange. Trine Kromann-Mikkelsen tør ikke spå om, hvornår en afklaring foreligger.

»Det er svært at vide, hvad man skal forvente. Vi har haft aftaler på skrift mellem os, der ikke er blevet overholdt,« konstaterer hun.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis