Rentestigningerne den seneste uge er kommet bag på økonomerne, og de er også kommet bag på en del boligkøbere.
På få dage er det blevet markant dyrere at finansiere drømmeboligen, fordi renten på et fastforrentet realkreditlån er steget fra 0,5 pct. til 1,5 pct.
Er man netop i gang med et køb, og har man ikke nået at sikre sig et billigt, fastforrentet lån, før renten fløj i vejret, er der flere ting, man kan gøre, forklarer Martin Riedel, indehaver af virksomheden Realkreditkonsulenten.
“Hvis man er ved at købe en bolig og ikke har skrevet under endnu, så vil jeg personligt afventet lidt. Det lån, man skal have nu, er meget dyrere end det lån, man kunne få for en uge siden. Det er en voldsom ekstraregning,” siger han.
En anden mulighed er at forlange at blive kompenseret for rentestigningerne i prisen på boligen.
“Nu er lånet blevet noget, der ligner 80.000-100.000 kr. dyrere pr. lånte million. De penge burde trækkes direkte ud af boligprisen. Som køber skal man prøve at afvente – eller forlange massive rabatter,” siger Martin Riedel.
Har man allerede skrevet under på købsaftalen, kan man overveje, om man skal have en anden låntype end den, man først regnede med. Hvis man havde overvejet et fastforrentet lån med en rente på 0,5 pct., kan man tænke over, om man skal have et variabelt forrentet lån i stedet. Her er renten stadig lav, og man kan godt binde den i tre eller fem år. Når den periode er slut, kan man være heldig, at renterne er faldet igen, og man kan få fat i et fastforrentet lån til en lavere rente end nu.
“Hvis man tror på, at krisen er en midlertidig ting, og coronavirus er overstået om en måned, så kan det det godt være, at renterne falder tilbage igen. Så hvis man har lidt is i maven, kan man sige: Ro på, jeg er nødt til at tage et lån, men så vælger jeg et variabelt forrentet lån og er bevidst om risikoen ved det.”