Ulla Tofte, 44 år, direktør og festivalchef i den erhvervsdrivende fond Golden Days, indtræder ved årsskiftet som nyt medlem af Aalborg Universitets bestyrelse, hvor hun overtager posten efter Birgitte Possing, der udtræder efter otte år. Hun er cand.mag. i historie og fransk fra KU i 1998. Inden hun kom til Golden Days som festivalchef i 2003, var hun undervisningsassistent på DTU, hvor hun underviste i teknologihistorie. Golden Days er en tilbagevendende kulturfestival i København. Sideløbende er det nye bestyrelsesmedlem i AAU bl.a. medlem af repræsentantskabet for Wonderful Copenhagen og sidder i bestyrelsen for Søfartsmuseet, Det Kongelige Teater og Sagnlandet Lejre. Besættelsen af bestyrelsesposten er sket efter en ny procedure, da det er første gang, det har været muligt for enhver at foreslå et nyt eksternt bestyrelsesmedlem til AAU-bestyrelsen. I alt modtog bestyrelsen 11 forslag. Herefter er det et særligt udpegningsorgan, der har valgt Ulla Tofte efter indstilling fra AAU's bestyrelse.