NAVNEDet svenske entreprenørselskab Skanska med historisk udspring i Skåne skal have ny pr-chef. Selskabet har to afdelinger i Danmark: Skanska Øresund og Skanska Asfalt, der henholdsvis beskæftiger sig med erhvervslokaler og asfalt-produkter. Den hidtidige pr-chef, Catharina Jevrell, der blev headhuntet fra pr-bureauet Gnistra sidste år holder op. Hun er gift med Håkon Jevrell, der netop er blevet udnævnt til ny svensk ambassadør i Singapore, og hun følger nu med ham til den lille asiatiske stat. Det sker allerede her i efteråret. Catharina Jevrell har stiftet pr-bureauet Re: Public, som siden blev fusioneret med Gnistra Kommunikation, hvor sidstnævnte blev det fortsættende selskab. Hun har desuden arbejdet som external relation manager hos Procter & Gamble samt de fleste større svenske pr-bureauer.