60 Direktør for virksomheden Studiebogservice Niels Thøgersen, der fylder 60 år i dag, har haft stor betydning for produktion af læse-materialer til blinde, ordblinde og svagtseende herhjemme. Han kom ind i branchen sammen med computerne, og blandt andet takket være ham kan trykt tekst i dag "oversættes" til pc-baseret talesyntese, oplæsning eller punktskrift og leveres til blinde, svagtseende og ordblinde på få dage. Studiebogservice blev startet i 2005 og har nu 15 ansatte i kontorerne i Roskilde. Som udgangspunkt er Niels Thøgersen lærer og er desuden næsten datalog. I 1991 kom han til en afdelingslederstilling på Instituttet for Blinde og Svagsynede (IBOS), hvor han var en betydeligt faktor i udviklingen af det digitale indtalingssystem "Daisy", som i dag bruges over hele verden. Virksomheden blev etableret, da produktionen af materialer til blinde og svagtseende på IBOS blev udliciteret. Det var i den forbindelse helt naturligt for ham at byde på opgaven, da det allerede var hans arbejde. Han har langt fra tænkt sig at trappe arbejdet ned efter milepælen i livet, men vil fortsat koncentrere sig om sin store passion: At sikre, at man kan følge en helt normal uddannelse, selv om man er blind, svagtseende eller ikke den skarpeste læser i klassen.