Rektor Jannik Johansen får på fredag tildelt en nyindstiftet H.C. Ørsted Medalje af Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU). Det sker som optakt til, at selskabet i de kommende år vil uddele H.C. Ørsted Medaljer til inspirerende gymnasielærere inden for SNU's fagkreds. Medaljerne tildeles for god formidling af naturlære i gymnasiet. Den første medalje til Jannik Johansen tildeles imidlertid på en bredere grundlag udtrykt i formanden for SNU professor Dorte Olesens motivering:"Jannik Johansen har spillet en helt ekstraordinær rolle for naturvidenskabsformidling til børn og unge – han var for snart 30 år siden idémanden bag Experimentarium i Hellerup og har nu i 26 år været dets bestyrelsesformand. Desuden var han en af de helt centrale igangsættere af Forskerspire-ordningen, der er for unge talenter indenfor alle fagområder." Prisuddelingen finder netop sted i forbindelse med Finalen for Forskerspirer konkurrencen, som holdes i Festsalen på Københavns Universitet på fredag, hvor både uddannelsesminister Morten Østergaard og børne- og undervisningsminister Christine Antorini har meldt deres deltagelse.