FYLDER ÅR80 Knud Nissen, fhv. direktør og ejer af Nissens A/S, Horsens, fylder 80 år i morgen. Dygtigt købmandsskab, flid og evnen til at motivere folk omkring sig har været grundingredienserne i den succes, som Knud Nissen har skabt gennem Nissens A/S. Han startede meget ung i familievirksomheden som på daværende tidspunkt bestod af faderen og to ansatte. Knud Nissen ville dog mere med virksomheden og fik op gennem 1970'erne og 1980'erne skabt fundamentet for en international virksomhed, med kunder og datterselskaber i det meste af verden. Siden generationsstiftet i 2006 med sin søn, Alan Nissen, har han ikke deltaget i den daglige drift men nyder at følge med fra sidelinjen. Han er stadig erhvervsaktiv gennem sit investeringsselskab KN Holding. I sommerhalvåret nyder Knud Nissen og hustruen Grete deres sommerhus i Juelsminde og derudover fylder golf og rejser meget i hans kalender. Fødselsdagen fejres privat med familie og venner.