FYLDER ÅR60 Bjarne Laustsen (S) medlem af Folketinget, fylder i dag 60 år. Bjarne Laustsen, der stammer fra Skivum i Nordjylland, er uddannet maskinarbejder i Aalborg. Han har haft en lang, faglig karriere inden for Dansk Metal med en række tillidsmandshverv, som har varet i næsten 40 år. Bjarne Laustsen blev i 1986 valgt til byrådet i Aalborg. Fra 1988 blev han S-MF-kandidat i Aars-kredsen. Da han ikke var opstillet til folketingsvalget i 1994, blev han ansat på Metalskolen i Jørlunde som instruktør, men snart var der bud efter ham igen fra Frederikshavn, hvor kredsens mangeårige medlem Jens Risgaard-Knudsen ville stoppe. Bjarne Laustsen blev valgt til Folketinget 11. november 1992. Siden 1998 er Bjarne Laustsen blevet valgt og genvalgt med stadig større opbakning fra valg til valg, og det kulminerede med, at han blev Nordjyllands største stemmesluger tilbage i 2011. I Folketinget har Bjarne Laustsen haft flere ordførerskaber, først og fremmest som arbejdsmarkedsordfører, men også forsvarsordfører, boligordfører og fødevareordfører. Fra 1. november er Bjarne Laustsen blevet DKH i HJV – som kommitteret for Hjemmeværnet – og skal være bindeleddet mellem Hjemmeværnet og Folketinget. Det betyder, at han må sige farvel til præsidentposten i Beredskabsforbundet til juni.