FYLDER ÅR50 Jørn P. Jensen, Carlsberg, fylder på torsdag 50 år. Siden 2007 har Jørn P. Jensen været deputy CEO og chief financial officer (CFO) i Carlsberg. Han er uddannet cand. merc. fra CBS og har inden Carlsberg været CFO i Foss Electronic og executive vice president og CFO i Nilfisk Advance. Jørn P. Jensen mødte første dag i Carlsberg i 2000 på arbejde med en sprængt akillessene og to krykker efter en badmintonkamp. Det har dog ikke forhindret en karriere med Jørn P. Jensen i en central rolle i store begivenheder som Carlsbergs fusion med Orkla i 2001 og købet af Orklas ejerandel i 2004. Højdepunktet under karrieren i Carlsberg har været købet af Scottish & Newcastle sammen med Heineken til 58 mia. kr. Jørn P. Jensen er indbegrebet af den moderne CFO med ansvar for alle dele af forretningskæden, bortset fra salg og marketing. I 2010 vandt han Berlingske Business Magasins pris som Årets CFO for sine exceptionelle resultater for Carlsberg-gruppen. Spørger man hans medarbejdere, vil utålmodighed, udholdenhed og arbejdsomhed formentlig være nogle af de begreber, som de fleste forbinder med ham. Hertil kommer, at han har en eminent analytisk evne – ikke kun når det gælder tal – og en hukommelse som en elefant. Alle disse karaktertræk har gjort, at han har spillet en meget væsentlig rolle i Carlsbergs rivende udvikling igennem de seneste 13 år. Privat er han gift og har to børn, og på trods af de mange rejsedage og lange arbejdsdage finder han tid til også at rejse, løbe og cykle med familien i fritiden.