FYLDER ÅR75 Fhv. koncerndirektør og bestyrelsesformand, civiløkonom Hans Jørgen Thaysen, fylder 75 år i dag. Hans Jørgen Thaysen, der er uddannet i slagterisektoren, skiftede spor og blev ansat som kontorchef i filmselskabet MGM. Efter en årrække blev han økonomichef i it-koncernen MDS A/S, hvor han efter sin HD-eksamen fortsatte som scandinavian controller med det overordnede økonomiske ansvar for selskaberne i Danmark og Sverige. Hans Jørgen Thaysen blev i 1977 finansdirektør i Mobil Oil A/S. Efter tre år i oliebranchen skiftede han til stillingen som adm. direktør i medieselskabet MBR A/S, der udviklede sig til en væsentlig spiller på medieformidlingsmarkedet ved i 1989 at blive del af reklamekoncernen Grey, hvor Hans Jørgen Thaysen indtrådte i koncerndirektionen i det nyetablerede Grey Communications Group A/S. Hans Jørgen Thaysen forlod i 2001 sin stilling som koncerndirektør for at blive bestyrelsesformand i Grey Global Group Denmark A/S – en post, han varetog frem til sin endelige afgang fra Grey i 2004.