FYLDER ÅR60Direktør Jens Peter Toft, Birkerød, fylder 60 år i morgen. Efter aftjent værnepligt rejste Jens Peter Toft til USA for at udleve en drengedrøm om at blive pilot, og med et certifikat fra North American Institute of Aviation var han fra 1975 til 1977 flyveinstruktør og chief pilot ved Port City Flying Service i den amerikanske stat Iowa. Men drømmen blev indhentet af energikrisen, og efter endnu et år i USA som arbejdsleder og laboratorietekniker ved en virksomhed i Ohio vendte Jens Peter Toft hjem til Danmark, hvor han blev ansat ved Aalborg Træ- og Finerhandel og uddannet inden for trælæst i Danmark og Tyskland. I 1982 fik han et job som trainee i den daværende Provinsbanken, hvor han hurtigt blev sporet ind på corporate finance og værdipapiranalyse. Senere blev han udnævnt til underdirektør, og efter fusionen mellem Provinsbanken og Danske Bank blev Jens Peter Toft en del af ledelsen i Danske Banks investment banking-division. I 1997 blev han udnævnt til vicedirektør, og i 1998 blev han global head of corporate finance. I 2008 forlod han banken og etablerede konsulentvirksomheden Toft Advice, samtidig med at han gik ind i flere bestyrelser. Han er i dag bestyrelsesmedlem i bl.a. Danfoss' hovedaktionær, Bitten og Mads Clausens Fond, rederiet Mols-Linien og trailer-virksomheden PNO Holding. Desuden er han formand for biotekselskabet Mipsalus.