NAVNEKlaus Legau, 49 år, er udnævnt til direktør i organisationen Aids-Fondet. Han er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom, og siden 2012 har han været vicedirektør i Aids-Fondet. Tidligere var han i en stilling som sekretariatschef hos Stop Aids, der nu er en del af Aids-Fondet. Derudover har han erhvervserfaring som kommunikationsansvarlig i Storstrøms Amts sygehusvæsen og som kommunikationskonsulent i Styrelsen for Social Service. Han afløser tidligere direktør Henriette Laursen, der er blevet generalsekretær for Dansk Ungdoms Fællesråd. En af hovedopgaverne for den nye direktør bliver at lede en ny strategi for organisationen. Klaus Legau er også optaget af at sikre Aids-Fondets målgrupper lige adgang til sundhed og forebyggelse.