FYLDER ÅR80 Poul Jahn, der fylder 80 år på søndag, er en tekstilmand, der hele livet har haft luft under vingerne – specielt i Østeuropa, nærmere bestemt Sovjetunionen. Her startede han allerede i 1958 et salgsselskab, der tilmed havde til huse på Den Danske Ambassade i Moskva. Som udgangspunkt havde han sammen med sin yngre bror Ole Jahn drevet et af de helt store tekstilagenturer og handelshuse herhjemme. I 2004 stoppede han firmaet P. JAHN & Partners. Ltd. A/S i Usbekistan efter ni års virksomhed. Men selv om han på det tidspunkt var først i 70'erne, syntes han, at det var for tidligt at stoppe og kontaktede derfor Lars Larsens Jysk i Brabrand med henblik på at få lov til at åbne Jysk-forretninger i Ukraine. Han fik – skønt sin høje alder – en franchisingkontrakt for Ukraine, den næststørste republik i det tidligere Sovjetunionen, og det blev til en kæde på ti forretninger. Den blev i efteråret 2012 solgt til Jysk Nordic, efter at den var udviklet over ti år. Sidste efterår udsendte Forlaget Gyldendal for Industrialiseringsfonden IFU bogen "Danske pionerer i øst," hvor Poul Jahn er flot omtalt som den erhvervsmand, der var pioneren for alle danske erhvervsfolk i slutfasen af Sovjetunionen og under den efterfølgende omstilling. I det hele taget har han i sin erhvervskarriere undgået andres fodspor og er vedvarende gået forrest.