FYLDER ÅR70 Stig Haunsø, professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Rigshospitalets Hjertemedicinske klinik fylder 70 år i morgen. Han er uddannet læge i 1971, og hans disputats fra 1983 omhandlede reguleringen af hjertets blodgennemstrømning. I 1987 blev han både professor i intern medicin ved Københavns Universitet og administrerende overlæge på Rigshospitalets hjertemedicinske afdeling. Hans faglige visioner førte til ansættelsen af den svenske hjertekirurg Gösta Pettersson på Rigshospitalet, hvilket muliggjorde, at man kort efter i 1990 kunne udføre den første hjertetransplantation i Danmark. Undervejs har han haft tunge poster i bestyrelserne for en række private fonde, der støtter lægevidenskabelig forskning. Han har ligeledes været internationalt aktiv i bestyrelsen for International Society for Heart Research og Working Group for Microcirculation under European Society for Cardiology, samt i Hjerteforeningen. Dertil kommer, at han har været lægefaglig konsulent i Retslægerådet, når de mest komplekse medicinske problemstillinger har skullet afgøres i retslige tvister. Kunst fylder meget i fritiden, især billedkunst. Desuden har golf i de seneste år golf være den foretrukne motion, helst med fru Vinnie og gode venner, og ideelt på golfbanen på Samsø, hvor familien har et flittigt benyttet sommerhus.