FYLDER ÅR60 Niels Jørgen Madsen, markedschef i Vægtkonsulenterne, cand. oecon. fylder 60 år i morgen. Efter en lang karriere inden for Retail i henholdsvis olie- og farvebranchen bruger han i dag sin erfaring og energi som markedschef i Vægtkonsulenterne (tidligere DDV), der ejes af Egmont Magasiner. I tæt samarbejde med bladredaktionerne og et korps af slankekonsulenter har han fokus på at udvikle konceptet, der har trimmet store dele af befolkningen. Efter økonomiuddannelsen på Århus Universitet kom Niels Jørgen Madsen til først A. P. Møller-virksomheden Dansk Boreselskab og dernæst Dansk Shell. Efter tre års udstationering i London blev han udviklings- og marketingchef med ansvar for Dansk Shells nationale markedsføringsaktiviteter og bl. a. udvikling af kreditkort, aftermarket, butikker, uddannelse og kommunikation. Som linjechef fik han ansvar for den daglige drift af 350 Shell stationer og var samtidig direktør for A/S Shell Service. I 1995 skiftede Niels Jørgen Madsen til malingssektoren. Som adm. direktør for Profa Amba og senere Farvebasen og Colorama stod han i spidsen for at strømline og effektivisere butikskæderne i et stærkt konkurrencepræget marked. Niels Jørgen Madsen har også løbende været medlem af en række bestyrelser, heriblandt Colorama Nordic.