For anden dag i træk hopper American Airlines i vejret på børsen i USA. Det er dog ikke luftfartskæmpen enorme underskud i fjerde kvartal, som har imponeret investorerne. Derimod ser det ud til, at selskabet er et af de nye mål for de spekulative investorer på de sociale medier.
Derfor stiger Americans aktie torsdag med 9,2 pct., men den var endda oppe med hele 31,5 pct. i tidlig handel, ligesom den vandt 6,6 pct. onsdag i det ellers meget negative marked, der faldt hele 2,6 pct., da den første gang blev nævnt på Reddit som et muligt mål, skriver Bloomberg News.
American Airlines hører til blandt de mere shortede aktier i USA, og er derfor en kandidat til en såkaldt short squeeze, hvor stigninger kan tvinge kortspekulanter til at dække af ved at købe aktier og derved sende kursen yderligere op.
Luftfartsselskabet er hårdt ramt af coronapandemien, der har smadret rejseaktiviteten, men alligevel var regnskabet for fjerde kvartal en tand bedre end ventet.
Koncernen fik i perioden en omsætning på 4,03 mia. dollar mod ventede 3,86 mia. dollar, mens det justerede underskud pr. aktie blev på 3,86 dollar mod et konsensusestimat på minus 4,11 dollar, ifølge Bloomberg News.
Det justerede nettoresultat blev på negative 2,21 mia. dollar mod et bud på Wall Street på minus 2,28 mia. dollar. Driftsresultatet, målt på justeret ebitda, landede samtidig på et underskud på 2,03 mia. dollar. Her var ventet minus 2,18 mia. dollar.
/ritzau/FINANS