ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Prisen på Danfoss stiger

Danfoss har med en markedsværdi på 7,5 mia. kr. fået sat et billigt prismærke på sig.
Men en børsintroduktion bliver først aktuel, når Danfoss har mulighed for at overtage en meget stor konkurrent, og til den tid vil prisen for en aktie sandsynligvis være noget højere end de 749 kr., som aktien er sat til nu.

Med Civilretsdirektoratets godkendelse af vedtægtsændringerne i Bitten og Mads Clausens fond er vejen banet for en børsnotering af en af Danmarks største industrikoncerner.

Børsmæglerselskabet Danske Securities har for Danfoss' bestyrelse beregnet, at prisen for selskabets aktier er 749 kr. for en aktie på 100 kr. Af hensyn til udstedelsen af medarbejderaktier har virksomheden fået en uafhængig part til at sætte prisen, men det er sket ud fra en model, der er aftalt med Danfoss.

Kursen svarer til en markedsværdi på 7,5 mia. kr., som placerer virksomheden et godt stykke nede i rækken af de mest værdifulde danske virksomheder. I europæisk sammenhæng er kursen absolut ikke høj, vurderer analytikere, som Børsen har talt med.

»Målt på den historiske P/E (price/earning) er der tale om en yderst rimelig prissætning. Det er ikke skrigende billigt, men værdifastsættelsen lyder ikke særlig høj. Der er mulighed for at strømline virksomheden og øge indtjeningen, og desuden har man en markedsposition i den globale top. Begge dele øger prisen på en aktie,« siger en analytiker.

»Omvendt skal man huske på, at Danfoss har en lidt romantisk flagskibs-position i Danmark, mens udenlandske investorer vil se mere nøgternt på virksomheden,« siger han.

Danfoss' bestyrelsesformand, Birger Riisager, antyder tydeligt, at investorerne ikke skal regne med at købe aktier på det niveau, der er fastsat.

»Kursen på 749 er resultatet af en teoretisk beregning, som vi har haft behov for at få foretaget uden for virksomheden. En helt anden ting er, hvad vi synes er rimeligt, når en børsnotering bliver aktuel,« siger Birger Riisager, der har stor erfaring i at bevæge sig på aktiemarkedet fra sin mangeårige karriere som topchef for FLS Industries.

»Ved en børsnotering vil vi formentlig præsentere spændende nyheder, og værdien af dem skal lægges oven i den teoretiske beregning. Børsnoteringen vil først komme, når vi skal bruge pengene i forbindelse med et stort opkøb, og netop den situation vil betyde, at vi får en anden placering i markedet end, vi har i dag,« siger Birger Riisager.
Læshele artikleni Dagbladet Børsen

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis