Der arbejdes på højtryk for at få nogle internationale standarder for, hvordan bæredygtighed og FN’s 17 verdensmål måles og vejes af både virksomheder og af investorerne, men i mellemtiden må investorerne være grundige i deres valg af kilder.
Sådan lyder det fra både Søren Larsen, chef for bæredygtighed i Nykredit, og Steen Hildebrandt, professor emeritus og formand for det uafhængige 2030-panel, der skal omsætte FN-målene “til dansk virkelighed”.
I Nykredit påpeger Søren Larsen, at når Carlsberg lander som det dårligst rangerede selskab blandt C25 målt på bæredygtighed af den schweiziske kapitalpartner LGT Capital Partners, så er det et godt eksempel på, at man som investor skal tjekke, hvilken metode der ligger bag.
“Hvad vil det sige at være klimavenlig? Hvad betyder biodiversitet? Og hvordan defineres ulighed?
Steen Hildebrandt, professor emeritus
“Der er ingen, der forventer, at alle aktieanalyser når samme konklusion, det hverken kan eller skal de. Hvis en aktieanalyse eller en esg-rating (environment, social og governance,red.) når forskellige konklusioner, er det interessant at skille tingene ad. Se på metoden og se bagom data,” siger Søren Larsen.
“Der påhviler os som investorer et stort ansvar ift. at vurdere, hvilke data og metoder der bliver brugt, når der ikke er nogen standarder. Derfor er det også vigtigt, at virksomhederne får lov til at svare på deres rating,” siger Søren Larsen og tilføjer, at der kan være en himmel til forskel i forhold til, hvornår data f.eks. er opdateret, og hvilke kilder de er trukket fra.
I EU arbejdes der på en EU-standard for virksomhedernes ikke-finansielle rapportering som en del af den grønne genopbygning, men hvornår, det sker, er endnu uklart, oplyser Søren Larsen.
Hvad angår FN’s verdensmål, de såkaldte sdg-mål, så er der heller ingen standarder eller nogen ensartet måde at definere dem på.
verdensmål har FN formuleret for en mere bæredygtig verden
“Man kan ikke gøre andet end at forholde sig kritisk og dykke ned i de enkelte undersøgelsers datagrundlag. Selv meget seriøse analyser kan være usikre, da de mange begreber i sig selv er svære at definere. Hvad vil det sige at være klimavenlig? Hvad betyder biodiversitet? Og hvordan defineres ulighed og så videre,” siger Steen Hildebrandt og opfordrer investorerne til at bruge de mange forskellige esg- og sdg-undersøgelsers konklusioner med omtanke.
LGT Capital Partners har i sin esg- og sdg-analyse af de danske C25-selskaber placeret Novo Nordisk på toppen ud fra esg, Vestas som det bedst rangerede på sdg, mens Carlsberg ligger i bund på begge parametre.