»Vores opgave er at trække flere møder til landet ved at markedsføre branchen på en anderledes og spændende måde,« siger 53-årige Jan Olsen, ny adm. direktør i den nationale turismeorganisation Visitdenmark.
Han har været i reklamebranchen i mere end 20 år. Så på mange måder er opgaven meget lig dem, han er vant til at løse. Nu er det bare ikke en virksomhed, han skal hjælpe med at sælge et produkt, men hele mødebranchen. Og det skal tilmed ske under et fælles brand – nemlig Danmark.