Henrik Clausen har fredag været topchef for landets største telekoncern, TDC, i præcis to måneder. Under normale omstændigheder vil det betegnes som en temmelig begrænset periode. Men de seneste måneder har slettet alt, hvad der må betragtes som normalt.
Henrik Clausen skal i dag manøvrere den traditionstunge telekoncern, der står i den mest omfattende omkalfatring i selskabets 138 år lange levetid, gennem en tid med lav sigtbarhed og dystre økonomiske prognoser for verdensøkonomien.
mia. kr. vil TDC minimum investere i løbet af 2020
Han er smerteligt bevidst om, at de mørke økonomiske skyer på rekordtid har trukket sig sammen i forårets første måneder, og at det også vil få en betydning for TDC's forretning.
“Vi har det lange lys på, og det kommer ikke til at ændre sig. Men konteksten gør, at vi kan blive mere presset økonomisk i hverdagen, ligesom de fleste andre virksomheder vil blive. Men det fjerner ikke fokus fra transformationen, og så må vi manøvrere i forhold til den hårde økonomisk realitet, som vi kommer til at se,” siger han.
Han understreger, at TDC ikke trækker håndbremsen i forhold til de massive investeringer, som selskabet skal foretage i netop disse år. Alene i år investerer koncernen samlet set mellem 5,5 og 5,9 mia. kr. i opgradering af netværk, etablering af fibernet og i ny teknologi og digitale tjenester.
“Ambitionen rækker langt frem, og vi er villige til at fortsætte vores høje investeringsniveau,” siger Henrik Clausen, der senest var topchef for B&O.
For at forstå opgaven og ambitionen, skal vi tilbage til foråret 2018, hvor et regulært drama udspillede sig, da pensionskasserne ATP, PKA, PFA og den australske kapitalfond Macquarie købte TDC for i omegnen af 40 mia. kr. Og i samme moment flåede teleselskabet af børsen og i elvte time kasserede den daværendes ledelses omfattede fusionsplaner med TV3-ejeren MTG.
“Ambitionen rækker langt frem, og vi er villige til at fortsætte vores investeringsniveau
Henrik Clausen, CEO i TDC Group
En ny strategi blev klasket på bordet, og i løbet af sommeren 2019 blev selskabet delt op i to divisioner, kaldet TDC Net og Nuuday. Det første af de to forretningsben fokuserer på infrastruktur, mens det andet satser på kundevendte aktiviteter som tv og mobil samt erhvervskunder.
De nye ejere har ikke lagt skjul på, at det særligt er infrastrukturselskabet, som er interessant, og dermed ligger et salg af Nuuday i kortene. Et salg er dog ikke umiddelbart en del af Henrik Clausens opgavebeskrivelse.
“Mit fokus er at gennemføre transformationen af TDC i forhold til at skabe to stærke markedsledende virksomheder i henholdsvis Nuuday og TDC Net, der kan operere uafhængigt ledelsesmæssigt, operationelt og kommercielt. Det er opgaven,” forklarer han.
Han lander midt i en transformation, hvor koncernen med 7.000 ansatte er ved at blive splittet i to.
“Der udestår relativt meget arbejde i at gennemføre adskillelsen, når det kommer til it og proces, og samtidigt få bygget de to forretninger, som selvstændige virksomheder,” siger Henrik Clausen.
Indtjeningen i TDC har været støt faldende i mange år, hvilket på forhånd var et fokusområde for Henrik Clausen. Den opgave er ikke blevet lettere nu.
“Der er en vis robusthed i teleområdet i den forstand, at det er tjenester, som er vigtige ikke mindst nu, og som oplever en efterspørgsel for tiden. Men det er også klart, at kigger vi fremad, så forventer vi at mærke konsekvenserne ved en økonomisk afmatning. Særligt på erhvervsmarkedet, hvor virksomheder vil investere mindre, end de på forhånd havde forventet. Det er dog svært at forudse, hvor hårdt det rammer,” siger han.