ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

5G-teknologi skal gøre det nemmere at komme af med din pant: “Der er ikke meget økonomi i at have en person stående fast derude”

Teleselskaberne har nu lanceret 5G i dele af Danmark og flere virksomheder er i gang med at afsøge de muligheder, som et på sigt lynhurtigt mobilnetværk bringer. I Rødovre skal teknologien gøre en pantstation intelligent

Marlene Fris er markedsdirektør i Dansk Retursystem og vil benytte 5G-netværket til at gøre pantstationer mere intelligente, så konceptet kan rulles ud over hele Danmark. Foto: Andreas Vinther
Marlene Fris er markedsdirektør i Dansk Retursystem og vil benytte 5G-netværket til at gøre pantstationer mere intelligente, så konceptet kan rulles ud over hele Danmark. Foto: Andreas Vinther

Hvis det står til Marlene Fris, så skal store dele af Danmark have ubemandede pantstationer, hvor danskere på få sekunder kan tømme poser med tomme flasker lige ned i maskinen og et øjeblik efter få udbetalt panten på Dankortet.

“Der er ikke meget økonomi i at have en person stående fast derude. Derfor skal vi kunne fjernovervåge, og fjernstyre, hvis der er noget, som sætter sig på tværs. Vi skal kunne afhjælpe situationen på afstand og sørge for, at det kører. Det kræver ret stor båndbredde,” forklarer Marlene Fris, der er markedsdirektør i Dansk Retursystem.

Vejen til den vision er det nye, lynhurtige 5G-netværk, som både TDC, Telia og Telenor inden for den seneste måned har lanceret visse steder i landet. Det betyder, at danske virksomheder nu kan gå i gang med at udforske og teste, hvad den nye teknologi med høje hastigheder kan gøre for netop deres forretning.

I samarbejde med TDC er Dansk Retursystem netop i gang med at teste 5G på miljøvirksomhedens nyeste pantstation i Rødovre, hvor den på sigt skal kunne vedligeholde sig selv og dele af den skal kunne fjernstyres. Det kræver så høj hastighed, som kun fiberkabler kan levere i dag.

“Fiberforbindelser løber op i rigtig mange penge. Hvis vi kunne bruge 5G og dermed spare at lægge fiber ned alle de steder i Danmark, hvor vi gerne vil oprette pantstation, så betyder det en hel del for vores businesscase,” siger Marlen Fris.


TDC var først

Landets største teleselskab, TDC, var først blandt de store teleselskaber til at åbne for 5G-netværket i begyndelsen af september.

Vi tror i TDC Erhverv på, at 5G får en enorm betydning for os de næste mange år frem

John Henriksen, direktør for TDC Erhverv

“Vi har oplevet en meget stor interesse fra vores erhvervskunder,” konstaterer direktør for TDC Erhverv, John Henriksen.

Han forklarer, at teknologien er i sin vordende på dansk jord, og meget af dialogen med erhvervskunderne er på et undersøgende niveau, hvor det handler om at finde ude af, hvilke muligheder der findes for den enkelte virksomhed på sigt. Der blevet talt meget om selvkørende biler, tingenes internet og det intelligente hjem. Det er dog ikke på det niveau Danmark er lige nu.

“Vi skal regne med, at det tager år, før vi ser de spændende løsninger, som alle elsker at tale om,” vurderer John Henriksen.


Forsinkelse

En del af forklaringen på, at vi ikke fra den ene dag til den anden kan forvente et teknologisk kvantespring, handler om, at kompleksiteten er enorm. Men den anden del af forklaringen blotlægger det faktum, at vi i Danmark netop på denne teknologi er en helt del bagefter de lande, som vi normalt sammenligner os med.

“Virkeligheden er jo, at Danmark lige nu er i pilotprojektfasen, og i resten af Europa er man et skridt længere nede af vejen. I mange lande er man rigtigt i gang med arbejde med det her. BMW er ved at bygge en rigtig 5G-aktiveret fabrik og andre steder er man ved at få 5G styret havnekraner,” siger teleanalytiker og ejer af Teleanalyse, Torben Rune.

Udfordringen er, at vi reelt ikke har rigtigt 5G i Danmark endnu med de frekvenser, som giver de hurtige hastigheder og gør drømme om selvkørende biler og fjernstyret robotteknologi til virkelighed.

Regeringen har det overordnede ansvar for de såkaldte frekvensauktioner, og de er blevet udskudt fra efteråret til marts næste år. Først i forbindelse med auktionerne er det muligt for teleselskaberne at byde på de højere 5G-frekvenser som 2.1 GHz, 2.3 GHz, 3.5 GHz og 26 GHz.

“Det betyder, at Danmark kommer ned i den nederste liga af europæiske lande. Der er kun tre lande i Europa, der heller ikke har igangsat eller gennemført auktion på det område. Vi er i kompagniskab med Estland, Malta og Slovakiet,” siger Torben Rune.

Det er først, når teleselskaberne har mulighed for at byde ind på de højere frekvenser, at der for alvor kan komme gang i udviklingen. Lige nu har blandt andet TDC lånt sig til en frekvens, så teleselskabets kunder kan komme i gang med pilotprojekter.

“TDC har lånt testfrekvens på 3,5 GHz og det er den frekvens, der er interessant, når vi taler industrielt 5G,” siger Torben Rune.

Det er ved at være sidste udkald, vurderer teleanalytikeren og påpeger, at flere lande som Sverige, Norge og Tyskland har været i gang mellem 1 til 2 år.


5G som forretning

Mens 5G-teknologiens fulde potentiale har længere udsigter i Danmark, er TDC Erhverv dog ikke i tvivl om, at det kommer til at spille en afgørende rolle ikke kun for teknologiudviklingen i Danmark, men potentielt også for TDC's forretning.

“Vi tror i TDC Erhverv på, at 5G får en enorm betydning for os de næste mange år frem. Det her er 2020’ernes nye, store teknologi. Vi får så mange nye muligheder med 5G sammenlignet med 4G-teknologien,” siger John Henriksen, og fortsætter:

“Som forretning får vi nogle andre parametre at spille på, da vi kan tilbyde andre produkter. Eksempelvis har mobilabonnementer jo handlet meget om, hvor mange gigabyte data du får for x antal kroner. Nu kan vi tale med kunderne om ting, der ligger højere op i værdikæden og er ekstremt forretningskritiske for dem.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis