ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Novoresultat bedre end ventet

Novo Nordisk sluttede 1997 med et regnskab, der overgik analytikernes forventninger med et overskud før skat på 3,2 mia. kr. mod 2,5 mia. kr. i 1996, en stigning på 25 pct. Dermed overgik den danske medicinalgigant også egne forventninger om et stigning i overskuddet på 15 pct., hvilket også er målsætningen for 1998. Efter skat var resultatet på 2,2 mia. kr. mod 1,8 mia. kr. i 1996. Det er en stigning på 23 pct. Nettoomsætningen steg med 14 pct. fra 14,9 mia. kr. til 16,9 mia. kr.
Udbyttet forhøjes fra 3,75 kr. pr. aktie i 1996 til 5,75 kr. pr. aktie i år. Novo har 75 års jubilæum i år, og det fejres blandt andet ved at udstede medarbejderaktier til de ansatte. Emissionen vil ikke medføre en yderligere bemyndigelse, da antallet af nye aktier ikke overstiger en pct., meddeler Novo Nordisk.
Samtidigt får de mest betroede medarbejdere chancen for at udnytte aktieoptioner i selskabet, og udnyttes programmet fuldt ud, vil det omfatte omkring 300 medarbejdere over hele verden.
Valutaindtægterne spiller en stor rolle i årets resultat, omkring en tredjedel af stigningen i 1997-resultatet stammer fra gunstige valutaforhold. Og fraregnes valutaeffekt fra omsætningen, er stigningen ikke på 14, men kun 9 pct.
De for medicinalselskaber så vigtige forskningsomkostninger steg fra 2,2 mia. kr. i 1996 til 2,8 mia. kr. i år. Skønt indtægterne fra lykkepillen Seroxat bortfalder ved årtusindskiftet, vil det ikke have nogen effekt på målsætningen om at øge resultatet med 15 pct. om året, men væksten i selve år 2000 kan dog blive mindre på grund af de manglende indtægter fra licensaftalen med britiske SmithKline Beecham.
Licensindtægterne fra den såkaldte lykkepille udgjorde med 620 mio. kr. langt den største del af de 728 mio. kr., Novo tjente på licensaftalerne i 1997. Novo vil dog i 1998 få indtægter fra udlicenseringen af epilepsimedicinen Gabitril til Sanofi, der skete i december 1997.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis