Franske Genfit falder massive 63,8 pct. svarende til 12,95 euro til 7,35 euro på børsen i Paris tirsdag formiddag, efter at et forsøg i behandling af fedtlever er slået fejl.
Det skriver Bloomberg News.
Det viser foreløbige data fra et studie af biotekselskabets lægemiddelkandidat Elafibranor til behandling af fedtlever i et afgørende forsøg på et sent stadium.
Genfit er ellers i årevis blevet betragtet som en af topkandidaterne til at finde en behandling mod fedtlever, kendt som ikke-alkoholisk steatohepatitis eller NASH, skriver Bloomberg. Der er i øjeblikket ingen eksisterende kur på marked.
Der er tale om samme sygdomsindikation, som Novo går efter at behandle med sin GLP-1-analog Semaglutid.
Men nu viser de første foreløbige resultater fra det franske biotekselskabs kliniske forsøg i 1070 patienter, at kandidaten ikke opfylder det primære mål. 19 pct. af patienterne, der modtog Elafibranor, fik det bedre - men det gjorde 15 pct. af patienterne, der fik placebo, også. Og forskellen mellem de to grupper er ikke statistisk signifikante.
- Det efterlader et stort spørgsmålstegn for os og for hele dette område. Oddsene er ikke gode for os, men vi ser stadig området som attraktivt, sagde Pascal Prigent, administrerende direktør i Genfit, i forbindelse med, at selskabet mandag aften oplyste om det fejlslagne forsøg.
/ritzau/FINANS