Slap billigt fra at true bankrådgiverEn 54-årig forretningsmand fra Herning slap i går billigt fra at have truet sin bankrådgiver på livet. Vestre Landsret i Viborg idømte ham 60 dages betinget fængsel. Det var en væsentlig nedsættelse af byrettens dom på seks måneders fængsel, hvoraf de fem måneder var betinget. Forretningsmanden havde i 2000 store økonomiske problemer med sit firma. Han skulle skaffe to millioner kroner til en rekonstruktion og lånte en halv million af sin nabo. Pengene blev indbetalt til Jyske Bank, men da rekonstruktionen alligevel ikke blev til noget, ville han have pengene udbetalt fra banken. Det afviste hans bankrådgiver, og i desperation truede forretningsmanden med, at bankrådgiveren kunne komme alvorligt til skade. ritzau