NEKROLOG - Danmarks mægtigste erhvervsmand gennem det seneste århundrede har forladt broen for sidste gang. Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller døde i dag 98 år gammel.
Dermed er et langt og enestående kapitel i dansk erhvervslivs historie endegyldigt forbi. Mærsk Mc-Kinney Møller var til det sidste visionær, magtfuld og levende engageret i sit og faderens livsværk, A.P. Møller-Mærsk, der blev grundlagt i 1904 og siden voksede til Danmarks største virksomhedsgruppe og verdens største rederi.
Mærsk Mc-Kinney Møllers betydning i dansk erhvervsliv og som samfundsvelgører kan næppe overdrives og gav ham efterhånden nærmest mytisk status herhjemme. Men også internationalt vandt han stor respekt blandt de erhvervsledere, højtstående politikere og kronede hoveder, han traf på sine mange udlandsrejser.
Århundredets erhvervsleder
Han blev kåret til århundredets erhvervsleder af Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, blev som en af ganske få ikke-kongelige danskere udnævnt til ridder af Elefantordenen, Danmarks højeste og ældste orden og modtog i sin karriere adskillige udenlandske hædersbevisninger.
Men frem for alt løftede han arven efter sin far, Arnold Peter Møller, som sammen med sin far, Peter Mærsk Møller, lagde grunden til det enorme foretagende, vi kender i dag med alt fra containerskibsfart og havneterminaler til olieudvinding og detailhandel.
Evner og vilje
Det stod ellers ikke skrevet, at den unge Mærsk, som blev født den 13. juli 1913, med tiden skulle vokse til at blive den stærke og til tider frygtindgydende lederskikkelse, han senere blev kendt som. Som dreng var han svagelig og led af dårlig ryg, og faderen så hellere, at sønnen kastede sig over lægegerningen.
Men Mærsk var bidt af skibe, og efterhånden som han voksede til og blev stærkere, stod det klart, at han både havde evnerne og viljen til at arbejde i rederiet, hvis hovedsæde dengang lå på Kongens Nytorv i København.
Efter sin realeksamen med udmærkelse fra Øregård Gymnasium i 1930 blev Mærsk i første omgang ansat i rederiet C.K. Hansen. To år senere begyndte han i familiens rederi, som på daværende tidspunkt havde omkring 50 ansatte.
Senere, da han havde aftjent sin værnepligt, blev Mc-Kinney Møller udsendt til rederiets selskaber i Tyskland, Frankrig og England, inden han i 1938 vendte tilbage til hovedsædet i København som prokurist.
Til USA under 2. Verdenskrig
I maj 1940, kort tid efter den tyske besættelse af Danmark, rejste han til USA for at varetage firmaets interesser. Få dage forinden var han blevet gift med gymnasiekæresten, Emma Neergaard Rasmussen, som skulle blive hans hustru gennem de næste 65 år indtil hendes død i 2005.
Skibsrederen udtalte senere, at de næste syv år var det vigtigste kapitel i hans liv.
I USA fik han frie hænder til at udvikle virksomheden langt væk fra faderen, mens Anden Verdenskrig rasede i Europa. Mc-Kinney Møllers to ældste døtre, Leise og Kirsten, blev ligeledes født i Amerika, mens den tredje og yngste datter, Ane, kom til verden i 1948 efter familiens hjemkomst til Danmark.
Ved faderens side
Efter krigen fortsatte rederiet med at vokse, og Mærsk Mc-Kinney Møller arbejdede trofast side om side med sin fader som chef og mentor, idet det efterhånden stod klart, at Mærsk med tiden skulle overtage ledelsen af firmaet.
Men selv om Mc-Kinney Møller altid bakkede op om faderens beslutninger udadtil, var der også uenigheder mellem de to. Mest kendt er nok A.P. Møllers beslutning om at søge koncession på olieefterforskning i Nordsøen for at forhindre et tysk olieselskab i at få fingre i den danske olie.
Den beslutning var sønnen til at begynde med arg modstander af, da han i forvejen følte sig overbebyrdet med arbejde. Men oliesatsningen viste sig alligevel at blive en af de vigtigste og mest lukrative i virksomhedens historie.
Olien gled ikke glat
Op gennem 1970’erne bragte olien dog Mc-Kinney Møller på kollisionskurs med de socialdemokratiske regeringer, som mente, at selskabet havde fået koncessionen på alt for gunstige vilkår, og at den derfor skulle genforhandles. Skibsrederen havde i den forbindelse adskillige forbitrede sammenstød med den daværende statsminister Anker Jørgensen.
I 1982 kulminerede stridighederne, da det kom frem, at Mc-Kinney Møller havde flyttet den vigtige familiefond til Liechtenstein. Årsagen var en planlagt stramning af fondsbeskatningen, som skibsrederen var stærkt utilfreds med.
"Man kan prygle et barn så længe, at det løber hjemmefra," udtalte Mc-Kinney Møller i 1983 til Berlingske Tidende i et interview i anledning af sin 70-års fødselsdag.
Sagen endte med et retsligt opgør, som skibsrederen i første omgang tabte ved landsretten. Men efter at Poul Schlüter i 1982 var blevet statsminister i en borgerlig regering, blev der gennemført en ny og mere lempelig fondslovgivning, og kort efter blev familiefonden diskret flyttet tilbage til Danmark igen.
Kærligheden til Danmark
I andre sammenhænge skinnede nationalitetsfølelsen og kærligheden til fædrelandet stærkt igennem hos Mc-Kinney Møller. Både gennem de mange donationer fra familiefonden til nationale formål, men også politisk.
Ved folkeafstemningen om EF-unionen i 1992 var Mc-Kinney Møller således stærkt bekymret for, at Danmark skulle miste suverænitet, men besluttede alligevel at stemme ja, fordi han anså fordelene for Danmark ved unionsmedlemskabet for at være større end ulemperne.
Forsvarede faderen
Mc-Kinney Møller var ikke bare kendt for sit uforlignelige forretningstalent, sin stærke vilje, store pligtfølelse og enorme virketrang. Han var også meget ærekær, og det gjaldt især, hvis nogen kritiserede faderens eftermæle.
Arnold Peter Møller, der døde i 1965, blev først i en tv-dokumentar i 1986 og dernæst i en serie artikler i Berlinske Tidende i 1999 beskyldt for at have sympatiseret med nazisterne og solgt våben til dem under besættelsen.
Såret og rasende over artiklerne valgte skibsrederen at sælge sin aktiepost i avisen.
Amaliehaven og Operaen
Som mæcen har Mc-Kinney Møller ligeledes oplevet modgang. Det skete første gang, da han i 1983 skænkede en ny park, Amaliehaven, til staten og Københavns Kommune. Et kor af arkitekter og kunstkendere, men også almindelige danskere kritiserede imidlertid gaven for at være en ufolkelig betonpark.
Flere årtier senere fulgte voldsom offentlig polemik i forbindelse med skibsrederens donation af et operahus til det danske folk. Operaen i København stod færdig i 2004, men byggeriet udviklede sig til noget nær en skandale, da arkitekten bag, Henning Larsen, nogle år senere i en bog beskyldte Mc-Kinney Møller for at have ødelagt hele den arkitektoniske idé med projektet.
Trak sig i 1993
I 1993 overlod den da 80-årige Mærsk Mc-Kinney Møller posten som øverste daglige chef for foretagendet til Jess Søderberg. Han fortsatte dog på posten som bestyrelsesformand i de to børsnoterede Mærsk-selskaber, Dampskibsselskabet 1912 og Dampskibsselskabet Svendborg, som i 2003 blev lagt sammen til det nuværende selskab A.P. Møller-Mærsk A/S. Samtidig, som 90-årig, fratrådte Mc-Kinney Møller posten som formand for bestyrelsen, som blev overtaget af Michael Pram Rasmussen.
Han fortsatte dog til sin død som formand for familiefondene, som sidder på godt 51 pct. af aktierne og 64 pct. af stemmerne i A.P. Møller-Mærsk.
Selv om han i sine sidste leveår ikke var en del af den daglige ledelse, deltog Mc-Kinney Møller stadig aktivt i virksomheden, og der var næppe nogen tvivl om, at skibsrederen fortsat gjorde sin indflydelse gældende på de store beslutninger i selskabet. Hr. Møller, som han kaldtes, mødte hyppigt op i sit kontor på sjette sal i hovedsædet på Esplanaden og førte jævnligt samtaler med gruppens adm. direktør Nils Smedegaard Andersen, bestyrelsesformanden og den øvrige ledelse.
Ved generalforsamlinger
Han var også fast deltager på selskabets årlige generalforsamlinger, som i de senere år er blevet holdt i Bella Center ved København. Senest ved generalforsamlingen i sidste uge. Ved generalforsamlingerne blev den gamle skibsreder modtaget nærmest som en kongelig, når han smilende og badet i blitzlys skridtede over gulvet støttende sig til sin stok med sølvhåndtag.
Ved disse lejligheder var Mc-Kinney Møller altid klar med en frisk bemærkning og komplimenter til damerne, og aktionærerne flokkedes om den gamle skibsreder for at få hans autograf i årsrapporter og bøger.
Efter hustruen Emmas død i 2005 var Mc-Kinney Møller ofte på rejser og ved offentlige begivenheder ledsaget af sin yngste datter Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, som i dag er næstformand for bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk gruppen og i familiens såkaldte Almenfond. Men ifølge kulørte medier havde han i sine sidste år også godt selskab i lensgrevinde Bente Bernstorff-Gyldensteen.
Sejlsportsmand til det sidste
Han bevarede langt oppe i årene sin passion for sejlsport og erhvervede så sent som i 2009 en ny yacht, en såkaldt Swan 82 RS, til den nette sum af 60 mio. kr.
Kunsten havde også en stor plads hos skibsrederen, hvilket dels kom til udtryk i hans dybe involvering af byggeriet af Operaen, dels i den private kunstsamling omfattende værker af Picasso, Giacometti og Matisse i hjemmet på Mosehøjvej i Charlottenlund.
Mærsk Mc-Kinney Møller udrettede mere end de fleste, og han lænede sig aldrig tilbage for at nyde frugten af et langt arbejdsliv.
"Man kan ikke stoppe op"
"Jeg kan glæde mig over, at det er gået virksomheden godt – og at glæde sig er netop det rigtige udtryk, for jeg er ikke stolt. Jeg føler mig aldrig stolt, men jeg er glad for, at det er gået, som det er gået, og at det er lykkedes – selv om alting jo kunne være lykkedes bedre. Men det er gået ganske godt," konstaterede han i bogen fra 2008, »Mærsk Mc-Kinney Møller«, skrevet af Thomas Larsen og Finn Mortensen.
Og skibsrederen sluttede:
»Man kan ikke stoppe op. Går vognen i stå, er den næsten ikke til at få i gang igen.«
Dermed er et langt og enestående kapitel i dansk erhvervslivs historie endegyldigt forbi. Mærsk Mc-Kinney Møller var til det sidste visionær, magtfuld og levende engageret i sit og faderens livsværk, A.P. Møller-Mærsk, der blev grundlagt i 1904 og siden voksede til Danmarks største virksomhedsgruppe og verdens største rederi.
Mærsk Mc-Kinney Møllers betydning i dansk erhvervsliv og som samfundsvelgører kan næppe overdrives og gav ham efterhånden nærmest mytisk status herhjemme. Men også internationalt vandt han stor respekt blandt de erhvervsledere, højtstående politikere og kronede hoveder, han traf på sine mange udlandsrejser.
Århundredets erhvervsleder
Han blev kåret til århundredets erhvervsleder af Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, blev som en af ganske få ikke-kongelige danskere udnævnt til ridder af Elefantordenen, Danmarks højeste og ældste orden og modtog i sin karriere adskillige udenlandske hædersbevisninger.
Men frem for alt løftede han arven efter sin far, Arnold Peter Møller, som sammen med sin far, Peter Mærsk Møller, lagde grunden til det enorme foretagende, vi kender i dag med alt fra containerskibsfart og havneterminaler til olieudvinding og detailhandel.
Evner og vilje
Det stod ellers ikke skrevet, at den unge Mærsk, som blev født den 13. juli 1913, med tiden skulle vokse til at blive den stærke og til tider frygtindgydende lederskikkelse, han senere blev kendt som. Som dreng var han svagelig og led af dårlig ryg, og faderen så hellere, at sønnen kastede sig over lægegerningen.
Men Mærsk var bidt af skibe, og efterhånden som han voksede til og blev stærkere, stod det klart, at han både havde evnerne og viljen til at arbejde i rederiet, hvis hovedsæde dengang lå på Kongens Nytorv i København.
Efter sin realeksamen med udmærkelse fra Øregård Gymnasium i 1930 blev Mærsk i første omgang ansat i rederiet C.K. Hansen. To år senere begyndte han i familiens rederi, som på daværende tidspunkt havde omkring 50 ansatte.
Senere, da han havde aftjent sin værnepligt, blev Mc-Kinney Møller udsendt til rederiets selskaber i Tyskland, Frankrig og England, inden han i 1938 vendte tilbage til hovedsædet i København som prokurist.
Til USA under 2. Verdenskrig
I maj 1940, kort tid efter den tyske besættelse af Danmark, rejste han til USA for at varetage firmaets interesser. Få dage forinden var han blevet gift med gymnasiekæresten, Emma Neergaard Rasmussen, som skulle blive hans hustru gennem de næste 65 år indtil hendes død i 2005.
Skibsrederen udtalte senere, at de næste syv år var det vigtigste kapitel i hans liv.
I USA fik han frie hænder til at udvikle virksomheden langt væk fra faderen, mens Anden Verdenskrig rasede i Europa. Mc-Kinney Møllers to ældste døtre, Leise og Kirsten, blev ligeledes født i Amerika, mens den tredje og yngste datter, Ane, kom til verden i 1948 efter familiens hjemkomst til Danmark.
Ved faderens side
Efter krigen fortsatte rederiet med at vokse, og Mærsk Mc-Kinney Møller arbejdede trofast side om side med sin fader som chef og mentor, idet det efterhånden stod klart, at Mærsk med tiden skulle overtage ledelsen af firmaet.
Men selv om Mc-Kinney Møller altid bakkede op om faderens beslutninger udadtil, var der også uenigheder mellem de to. Mest kendt er nok A.P. Møllers beslutning om at søge koncession på olieefterforskning i Nordsøen for at forhindre et tysk olieselskab i at få fingre i den danske olie.
Den beslutning var sønnen til at begynde med arg modstander af, da han i forvejen følte sig overbebyrdet med arbejde. Men oliesatsningen viste sig alligevel at blive en af de vigtigste og mest lukrative i virksomhedens historie.
Olien gled ikke glat
Op gennem 1970’erne bragte olien dog Mc-Kinney Møller på kollisionskurs med de socialdemokratiske regeringer, som mente, at selskabet havde fået koncessionen på alt for gunstige vilkår, og at den derfor skulle genforhandles. Skibsrederen havde i den forbindelse adskillige forbitrede sammenstød med den daværende statsminister Anker Jørgensen.
I 1982 kulminerede stridighederne, da det kom frem, at Mc-Kinney Møller havde flyttet den vigtige familiefond til Liechtenstein. Årsagen var en planlagt stramning af fondsbeskatningen, som skibsrederen var stærkt utilfreds med.
"Man kan prygle et barn så længe, at det løber hjemmefra," udtalte Mc-Kinney Møller i 1983 til Berlingske Tidende i et interview i anledning af sin 70-års fødselsdag.
Sagen endte med et retsligt opgør, som skibsrederen i første omgang tabte ved landsretten. Men efter at Poul Schlüter i 1982 var blevet statsminister i en borgerlig regering, blev der gennemført en ny og mere lempelig fondslovgivning, og kort efter blev familiefonden diskret flyttet tilbage til Danmark igen.
Kærligheden til Danmark
I andre sammenhænge skinnede nationalitetsfølelsen og kærligheden til fædrelandet stærkt igennem hos Mc-Kinney Møller. Både gennem de mange donationer fra familiefonden til nationale formål, men også politisk.
Ved folkeafstemningen om EF-unionen i 1992 var Mc-Kinney Møller således stærkt bekymret for, at Danmark skulle miste suverænitet, men besluttede alligevel at stemme ja, fordi han anså fordelene for Danmark ved unionsmedlemskabet for at være større end ulemperne.
Forsvarede faderen
Mc-Kinney Møller var ikke bare kendt for sit uforlignelige forretningstalent, sin stærke vilje, store pligtfølelse og enorme virketrang. Han var også meget ærekær, og det gjaldt især, hvis nogen kritiserede faderens eftermæle.
Arnold Peter Møller, der døde i 1965, blev først i en tv-dokumentar i 1986 og dernæst i en serie artikler i Berlinske Tidende i 1999 beskyldt for at have sympatiseret med nazisterne og solgt våben til dem under besættelsen.
Såret og rasende over artiklerne valgte skibsrederen at sælge sin aktiepost i avisen.
Amaliehaven og Operaen
Som mæcen har Mc-Kinney Møller ligeledes oplevet modgang. Det skete første gang, da han i 1983 skænkede en ny park, Amaliehaven, til staten og Københavns Kommune. Et kor af arkitekter og kunstkendere, men også almindelige danskere kritiserede imidlertid gaven for at være en ufolkelig betonpark.
Flere årtier senere fulgte voldsom offentlig polemik i forbindelse med skibsrederens donation af et operahus til det danske folk. Operaen i København stod færdig i 2004, men byggeriet udviklede sig til noget nær en skandale, da arkitekten bag, Henning Larsen, nogle år senere i en bog beskyldte Mc-Kinney Møller for at have ødelagt hele den arkitektoniske idé med projektet.
Trak sig i 1993
I 1993 overlod den da 80-årige Mærsk Mc-Kinney Møller posten som øverste daglige chef for foretagendet til Jess Søderberg. Han fortsatte dog på posten som bestyrelsesformand i de to børsnoterede Mærsk-selskaber, Dampskibsselskabet 1912 og Dampskibsselskabet Svendborg, som i 2003 blev lagt sammen til det nuværende selskab A.P. Møller-Mærsk A/S. Samtidig, som 90-årig, fratrådte Mc-Kinney Møller posten som formand for bestyrelsen, som blev overtaget af Michael Pram Rasmussen.
Han fortsatte dog til sin død som formand for familiefondene, som sidder på godt 51 pct. af aktierne og 64 pct. af stemmerne i A.P. Møller-Mærsk.
Selv om han i sine sidste leveår ikke var en del af den daglige ledelse, deltog Mc-Kinney Møller stadig aktivt i virksomheden, og der var næppe nogen tvivl om, at skibsrederen fortsat gjorde sin indflydelse gældende på de store beslutninger i selskabet. Hr. Møller, som han kaldtes, mødte hyppigt op i sit kontor på sjette sal i hovedsædet på Esplanaden og førte jævnligt samtaler med gruppens adm. direktør Nils Smedegaard Andersen, bestyrelsesformanden og den øvrige ledelse.
Ved generalforsamlinger
Han var også fast deltager på selskabets årlige generalforsamlinger, som i de senere år er blevet holdt i Bella Center ved København. Senest ved generalforsamlingen i sidste uge. Ved generalforsamlingerne blev den gamle skibsreder modtaget nærmest som en kongelig, når han smilende og badet i blitzlys skridtede over gulvet støttende sig til sin stok med sølvhåndtag.
Ved disse lejligheder var Mc-Kinney Møller altid klar med en frisk bemærkning og komplimenter til damerne, og aktionærerne flokkedes om den gamle skibsreder for at få hans autograf i årsrapporter og bøger.
Efter hustruen Emmas død i 2005 var Mc-Kinney Møller ofte på rejser og ved offentlige begivenheder ledsaget af sin yngste datter Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, som i dag er næstformand for bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk gruppen og i familiens såkaldte Almenfond. Men ifølge kulørte medier havde han i sine sidste år også godt selskab i lensgrevinde Bente Bernstorff-Gyldensteen.
Sejlsportsmand til det sidste
Han bevarede langt oppe i årene sin passion for sejlsport og erhvervede så sent som i 2009 en ny yacht, en såkaldt Swan 82 RS, til den nette sum af 60 mio. kr.
Kunsten havde også en stor plads hos skibsrederen, hvilket dels kom til udtryk i hans dybe involvering af byggeriet af Operaen, dels i den private kunstsamling omfattende værker af Picasso, Giacometti og Matisse i hjemmet på Mosehøjvej i Charlottenlund.
Mærsk Mc-Kinney Møller udrettede mere end de fleste, og han lænede sig aldrig tilbage for at nyde frugten af et langt arbejdsliv.
"Man kan ikke stoppe op"
"Jeg kan glæde mig over, at det er gået virksomheden godt – og at glæde sig er netop det rigtige udtryk, for jeg er ikke stolt. Jeg føler mig aldrig stolt, men jeg er glad for, at det er gået, som det er gået, og at det er lykkedes – selv om alting jo kunne være lykkedes bedre. Men det er gået ganske godt," konstaterede han i bogen fra 2008, »Mærsk Mc-Kinney Møller«, skrevet af Thomas Larsen og Finn Mortensen.
Og skibsrederen sluttede:
»Man kan ikke stoppe op. Går vognen i stå, er den næsten ikke til at få i gang igen.«
